I wish I was a punk rocker.

2008-03-29

"The torch of knowledge sputters in your hand!"

Tingene står slet til i Danmark – i hvert fald, hvis man ikke bærer et -sen-navn, går på CBS eller har andre mål i tilværelsen end at svælge i friværdi, ferierejser og tankekvælende gøglespil (direkte til dig fra Statsradiofonien), der får selv store og respektable aviser til at mene, at en 15-årigs adfærd i en tv-sang-konkurrence er værdigt forsidestof.

Et sted, hvor det især står skidt til, er i universitetsverdenen. Gennem de sidste mange år er denne med hård hånd og lov blevet kommercialiseret, idet man ovenfra har tvunget den nyliberalistiske ideologis idealer ned over disse gamle lærde institutioner. På et helt grundlæggende plan har man indført, at universiteterne aflønnes efter antallet af STÅ'er (det vil sige: beståede eksaminer), der producerer - altså har man gjort universiteterne til eksamensfabrikker, ud fra den device, at der skal være et økonomisk incitement til at levere en undervisning, der fremmer de studerendes evne til at bestå eksamen.

Dette betyder selvfølgelig, at undervisningen bliver strengt fokuseret på at maksimere beståelsesraten (og mindre på faktisk at danne de studerende), men langt værre er, at de enkelte institutter og undervisere hermed får et direkte økonomisk incentiv til at slække på eksamenskravene - for jo lavere krav, man stiller, jo flere består eksamen, og jo flere penge får man. Og en alvorlig sænkelse af krav til pensum, kunnen og præstation er da også netop hvad man hører om fra snart set enhver gammel akademisk organisation. Overalt skærer man ned og reducerer kravene – ja, mit eget medicinstudium er de facto blevet kortet af med et år (!) – bare på de to år, jeg har studeret. Så kommer folk nemlig hurtigere (og nemmere!) igennem; universitetet får flere STÅ-penge, og der kommer flere folk på arbejdsmarkedet til at øge omsætningen, synes at være ræsonnementet. Kapitalismen har altid foretrukket kvantitet frem for kvalitet – en brist i det sidste kan man nemlig bøde på med PR ... i hvert fald indtil køberen er faldet i fælden.

Akademikere er mestendels et godmodigt, lidt forsagt folkefærd – i hvert fald når det kommer til deres arbejdsgivere – og derfor hører man stort set ikke om de groteske vilkår, der dominerer på mange universiteter. Således betroede en løstansat ven mig for nylig, at man fra universitetets side havde meddelt ham, at hvis ikke mindst 70% af hans hold bestod eksamen, så ville han ikke blive aflønnet! Og som om det ikke var nok, så er den økonomiske skruetvinge på universiteterne nu blevet så hård, at det er blevet almindelig praksis at lade højtkvalificerede folk henslæbe årtier i løse timeansættelser, uden pension, rettigheder, sikkerhed eller indflydelse på deres arbejdsplads; folk, som efter enhver rimelighed burde være blevet fastansatte efter nogle års prøveansættelse, bliver nu holdt uendeligt på timeansættelse, fordi det er billigere for universiteterne. Så kan man jo også undlade at ansætte dem i sommerferiemånederne og så spare penge dér, idet man ganske koldt og kynisk fra universiteternes side kalkulerer med, at de håbefulde deltidsansatte i feriemånederne er villige til at gå på dagpenge. Det, der engang var lærdommens højborge, er i dag markedsgjorte i en sådan grad, at de skalter og valter med deres ansatte uden skyggen af skam i livet. Det kan de selvfølgelig kun gøre, fordi der er tale om en personalegruppe - akademikere - som har brugt årevis på at tilegne sig kvalifikationer, der er så specialiserede, at de ikke finder anvendelse uden for universitetsverdenen. Derfor ved universiteterne, at de kan behandle dem så dårligt det skal værre – de har jo ikke andre steder, at søge hen ...

Selv om dette er en kendt sag i universitetsverdenen, og da særligt på humaniora, er det – hvor grelt uanstændigt en situation, det end er – ikke noget, der får den store mediebevågenhed. Hvordan skulle seriøse nyheder om problemer i universitetsverdenen kunne konkurrere med 15-årige karaoke-stjerner? Og ofte tør de berørte heller ikke råbe for højt om deres nød – for det kan jo koste dem næste semesters ansættelse! Men enkelte vælger at tage bladet fra munden og sige, hvad mange tænker. Således Anne Chresteria Neutzsky-Wulff, der i januarnummeret af Aarhus Universitets avis Campus (p. 14) beskriver de forstemmende forholdene i indlægget "Seks år som universitetsspøgelse":

Hvert år har jeg hjulpet med at skaffe en god del af mit instituts
STÅ’er, fordi jeg underviser på – for mit lille fag – forholdsvis
store hold. Jeg har følt mig varmt modtaget i det nærkollegiale
miljø – til daglig var jeg lige så stor en del af undervisningen
på instituttet som de andre undervisere. Men administrativt og
overenskomstmæssigt set var jeg et spøgelse – en semestervis
besøgende underviser og derfor uden rettigheder – ingen pension
eller ret til barsel.
Jeg får ikke automatisk penge for at rette opgaver eller løn for
møder. Jeg får heller ikke løn for den indledende forberedelse
af semestrets undervisning – den er indregnet i de 1½ times
forberedelse, jeg får pr. afholdt undervisningstime. Men denne
faktor dækker ikke engang de timer, jeg bruger på den daglige
forberedelse. Jeg har aldrig i løbet af de 6 år været til en medarbejdersamtale.
[...]
Jeg skriver ikke dette for at få luft for min bitterhed, men for
at skabe opmærksomhed omkring et stort problem på universiteterne.
Undervisningsassistenterne landet over står for en
stor del af universiteternes undervisning. I 2006 afholdt landets
15.000 undervisningsassistenter hele 2.164.000 timer (tal fra
indlæg i Universitetsavisen, KU, sept. 2007).
[...]
At universiteterne er klemt økonomisk, er ingen undskyldning
for at holde en stor gruppe ansatte på sultegrænsen, nægte
dem pension og andre rettigheder samt bevidst kalkulere med,
at de går på supplerende dagpenge. Det er ganske enkelt ikke en
værdig måde at være ansat på.
[...]
Og kære studerende, hvis I har undervisningsassistenter og
eksterne lektorer som undervisere og er glade for deres undervisning,
vil I så ikke være med til at lægge pres på universiteterne
for fastansættelse af sådanne dedikerede undervisere? Bedre
vilkår for underviserne betyder bedre undervisning.
Mere forstemmende læsning om den sørgelige tilstand i landets uddannelsessystem kan findes på bloggen Forskningsfrihed, der også bringer ovenstående indlæg i fuld længde.

In other news, så nåede min ærgrelse over P1's stigende popsmarthed nye grænser i dag, da jeg på cykelturen hjem hørte en tidligere P1 Debat. Programmet var i sig selv ikke så slemt, men umiddelbart efter slut-jinglen blev man belemret med en reklame for P1's nye program, der "sætter fokus på coaching" – dette intetsigende amerikanske modeord, der med et snuptag forvandler enhver husmor og fusentast til noget fornemt og progressivt. Nuvel, det er trist nok, at P1 er hoppet med på denne popdille, men hvad der virkelig slog benene væk under mig var beskrivelsen af næstkommende coaching-udsendelse, der angiveligt handler om "filosofisk ledelsescoaching", en coaching-metode udviklet af den gamle græske filosof Aristoteles! Tænk, at de uden at skamme sig mener at kunne byde tænkende mennesker den slags ... Hvad bliver det næste? "Kristen virksomhedscoaching", udviklet af den antikke jødiske coach Jesus? Det vender sig i mig.