Reklamer - retten til hjernevaske?

I nat løb en storstilet aktion af banen i København, hvor heltmodige unge mennesker udskiftede 250 af de store reklamerplakater, der skæmmer bybilledet, med røde "Ingen reklamer tak"-skilte. Det er, undskyld mig kraftudtrykket, en sindssygt fed aktion – især når vi er kommet så vidt, at selv kommunale bygninger og Metrostationer er klistret til med budskaber fra samfundets rigeste. I min mening, burde man snarere forbyde reklamer i alle offentlige bygninger og rum.



Hvorfor denne modvilje? Jo, fordi reklamer – hvor uskyldige de end enkeltvis kan virke – i det enorme omfang, som vi bombarderes med dem i vort samfund, udøver en voldsom indflydelse på, hvordan vi tænker og føler om ting. En isoleret reklame kan være nok så uskadelig og også let at "gennemskue" som sådan, men når man uden at være det bevidst (og dermed uden at have sine mentale "parader" oppe) de første par tusinde gange (og det sker overraskende hurtigt i vores samfund!) har lært at associere produkt X med glade, smilende, succesfulde mennesker, så påvirker det unægtelig ens dømmeevne på et mindre bevidst plan, idet vores hjerne fungerer således, at de positive følelser vi har ang. de glade, smilende, succesfulde mennesker så at sige "smitter af" på produktet, med hvilket de associeres.

Kathleen Taylor skriver i sin bog Brainwashing følgende:

Brainwashing in fiction is often depicted as a coercive torture, but its conceptual heart, the deliberate and manipulative changing of belief, need not require force. Advertising is not coercive, but it is a deliberate attempt to change minds. Companies do not promote their products by accident, and their aim is primarily to increase profits by removing money from customers. Frequently companies will claim to have identified needs for their products, and to be simply supplying those needs. Who could deny that needs ought to be fulfilled?

Yet we should be sceptical of this explosion in consumer needs. The ability of our brains to associate powerful emotions with abstract ideas means that it is relatively easy to associate a product with a basic desire. The need is not for the product particularly, it is for the fulfilment of the basic desire; but we accept the product as a proxy (and then wonder why, when we get it home, we may feel vaguely disappointed). A traditional example, rarer now in mainstream advertising, is the sales technique which promotes certain cars by draping semi-naked females across their bonnets (the target audience was assumed to be male and heterosexual). Cars are machines for transporting one comfortably and conveniently from A to B; most are really quite similar in design and construction. Having an attractive woman sprawled across the front could scratch the paintwork and would do nothing for the aerodynamics even if she took all her clothes off. Not that the eager buyer was likely actually to find such a vision in his local showroom. Rather, the advertisers assumed that their customers would associate one particular lump of metal and plastic with sexual desire. The implication is clear: buying this product will satisfy that desire and improve your sex life. [...]

Those who describe advertising as brainwashing, however, are not usually intent on singling out particular adverts. Rather they deplore the cumulative effect on our cultural environment of a large number of adverts over a period of time. The same argument is made about violence in television, cinema and the news media. No single gory murder may be responsible for desensitizing modern youth, no single sugary advert for rendering it increasingly overweight, but the net impact of visual violence can be considerable. Is this a valid claim?

There is in fact considerable evidence that mass media models of the world we live in have a significant impact on us. These portrayals of 'real life'—which may, like a cultist's view of reality, bear little resemblance to the real thing—can shape our behaviour in ways we may not recognize. Studies in Britain and the United States, for example, consistently show a fear of crime which is out of proportion to the actual risks of being a victim, but which reflects the proportion of attention devoted by the media to crime. Television shows provide extremely distorted versions of reality. As Pratkanis and Aronson point out in The Age of Propaganda, in the world of television beautiful people are much more common that in real life, as are doctors and lawyers, while positive role models of scientists, the elderly, the disabled, or ethnic minorities are much less common. We all think we know it's not real, yet US studies have clearly shown that people who watch more television have a more distorted, racist world view than those who watch less. Television can affect behaviour as well as attitudes.

[...] No, what bothers the critics seems to be the idea that the environmental effects of advertising and the media are shaping our minds in subtle ways which we do not recognize. We can select any one of hundreds of magazines from our local supermarket—yet we rarely stop to ask why all those magazines contain so much about sex and physical attractiveness, why the faces on the covers are so unrepresentative of the readers, why certain topics are covered in detail and others completely ignored. Someone makes those decisions, and makes them with profits ind mind, but it certainly isn't us.

(Taylor, Kathleen, Brainwashing – the science of thought control, p. 53-54)

Og ud over denne indirekte, gradvise massetildannelse af folks mentale landskaber, så er der selvfølgelig også det langt mere direkte problem, at kommunale instanser, der accepterer at udleje kommunal plads til reklamer, bringes i et direkte afhængighedsforhold til det private erhvervsliv, der kan kompromittere deres uvildighed og frihed til at handle på den måde, der tjener folket bedst, hvis f.eks. en kommunal handling ville stride mod en hovedannoncørs interesser.

Af disse, og flere andre grunde, som jeg ikke vil trætte dig med her, er bagmændene bag denne civile ulydighedsaktion, at betragte som helte, der kæmper en ulige kamp for at slå enkelte skår i storkapitalens enorme indflydelse over almindelige menneskers sind. Værsgo' og nyd aktionen herunder, og overvej så næste gang, du kommer forbi en reklame med en perfekt fotomodel, om den egentlig gør dig lykkelig eller det modsatte?

"The torch of knowledge sputters in your hand!"

Tingene står slet til i Danmark – i hvert fald, hvis man ikke bærer et -sen-navn, går på CBS eller har andre mål i tilværelsen end at svælge i friværdi, ferierejser og tankekvælende gøglespil (direkte til dig fra Statsradiofonien), der får selv store og respektable aviser til at mene, at en 15-årigs adfærd i en tv-sang-konkurrence er værdigt forsidestof.

Et sted, hvor det især står skidt til, er i universitetsverdenen. Gennem de sidste mange år er denne med hård hånd og lov blevet kommercialiseret, idet man ovenfra har tvunget den nyliberalistiske ideologis idealer ned over disse gamle lærde institutioner. På et helt grundlæggende plan har man indført, at universiteterne aflønnes efter antallet af STÅ'er (det vil sige: beståede eksaminer), der producerer - altså har man gjort universiteterne til eksamensfabrikker, ud fra den device, at der skal være et økonomisk incitement til at levere en undervisning, der fremmer de studerendes evne til at bestå eksamen.

Dette betyder selvfølgelig, at undervisningen bliver strengt fokuseret på at maksimere beståelsesraten (og mindre på faktisk at danne de studerende), men langt værre er, at de enkelte institutter og undervisere hermed får et direkte økonomisk incentiv til at slække på eksamenskravene - for jo lavere krav, man stiller, jo flere består eksamen, og jo flere penge får man. Og en alvorlig sænkelse af krav til pensum, kunnen og præstation er da også netop hvad man hører om fra snart set enhver gammel akademisk organisation. Overalt skærer man ned og reducerer kravene – ja, mit eget medicinstudium er de facto blevet kortet af med et år (!) – bare på de to år, jeg har studeret. Så kommer folk nemlig hurtigere (og nemmere!) igennem; universitetet får flere STÅ-penge, og der kommer flere folk på arbejdsmarkedet til at øge omsætningen, synes at være ræsonnementet. Kapitalismen har altid foretrukket kvantitet frem for kvalitet – en brist i det sidste kan man nemlig bøde på med PR ... i hvert fald indtil køberen er faldet i fælden.

Akademikere er mestendels et godmodigt, lidt forsagt folkefærd – i hvert fald når det kommer til deres arbejdsgivere – og derfor hører man stort set ikke om de groteske vilkår, der dominerer på mange universiteter. Således betroede en løstansat ven mig for nylig, at man fra universitetets side havde meddelt ham, at hvis ikke mindst 70% af hans hold bestod eksamen, så ville han ikke blive aflønnet! Og som om det ikke var nok, så er den økonomiske skruetvinge på universiteterne nu blevet så hård, at det er blevet almindelig praksis at lade højtkvalificerede folk henslæbe årtier i løse timeansættelser, uden pension, rettigheder, sikkerhed eller indflydelse på deres arbejdsplads; folk, som efter enhver rimelighed burde være blevet fastansatte efter nogle års prøveansættelse, bliver nu holdt uendeligt på timeansættelse, fordi det er billigere for universiteterne. Så kan man jo også undlade at ansætte dem i sommerferiemånederne og så spare penge dér, idet man ganske koldt og kynisk fra universiteternes side kalkulerer med, at de håbefulde deltidsansatte i feriemånederne er villige til at gå på dagpenge. Det, der engang var lærdommens højborge, er i dag markedsgjorte i en sådan grad, at de skalter og valter med deres ansatte uden skyggen af skam i livet. Det kan de selvfølgelig kun gøre, fordi der er tale om en personalegruppe - akademikere - som har brugt årevis på at tilegne sig kvalifikationer, der er så specialiserede, at de ikke finder anvendelse uden for universitetsverdenen. Derfor ved universiteterne, at de kan behandle dem så dårligt det skal værre – de har jo ikke andre steder, at søge hen ...

Selv om dette er en kendt sag i universitetsverdenen, og da særligt på humaniora, er det – hvor grelt uanstændigt en situation, det end er – ikke noget, der får den store mediebevågenhed. Hvordan skulle seriøse nyheder om problemer i universitetsverdenen kunne konkurrere med 15-årige karaoke-stjerner? Og ofte tør de berørte heller ikke råbe for højt om deres nød – for det kan jo koste dem næste semesters ansættelse! Men enkelte vælger at tage bladet fra munden og sige, hvad mange tænker. Således Anne Chresteria Neutzsky-Wulff, der i januarnummeret af Aarhus Universitets avis Campus (p. 14) beskriver de forstemmende forholdene i indlægget "Seks år som universitetsspøgelse":

Hvert år har jeg hjulpet med at skaffe en god del af mit instituts
STÅ’er, fordi jeg underviser på – for mit lille fag – forholdsvis
store hold. Jeg har følt mig varmt modtaget i det nærkollegiale
miljø – til daglig var jeg lige så stor en del af undervisningen
på instituttet som de andre undervisere. Men administrativt og
overenskomstmæssigt set var jeg et spøgelse – en semestervis
besøgende underviser og derfor uden rettigheder – ingen pension
eller ret til barsel.
Jeg får ikke automatisk penge for at rette opgaver eller løn for
møder. Jeg får heller ikke løn for den indledende forberedelse
af semestrets undervisning – den er indregnet i de 1½ times
forberedelse, jeg får pr. afholdt undervisningstime. Men denne
faktor dækker ikke engang de timer, jeg bruger på den daglige
forberedelse. Jeg har aldrig i løbet af de 6 år været til en medarbejdersamtale.
[...]
Jeg skriver ikke dette for at få luft for min bitterhed, men for
at skabe opmærksomhed omkring et stort problem på universiteterne.
Undervisningsassistenterne landet over står for en
stor del af universiteternes undervisning. I 2006 afholdt landets
15.000 undervisningsassistenter hele 2.164.000 timer (tal fra
indlæg i Universitetsavisen, KU, sept. 2007).
[...]
At universiteterne er klemt økonomisk, er ingen undskyldning
for at holde en stor gruppe ansatte på sultegrænsen, nægte
dem pension og andre rettigheder samt bevidst kalkulere med,
at de går på supplerende dagpenge. Det er ganske enkelt ikke en
værdig måde at være ansat på.
[...]
Og kære studerende, hvis I har undervisningsassistenter og
eksterne lektorer som undervisere og er glade for deres undervisning,
vil I så ikke være med til at lægge pres på universiteterne
for fastansættelse af sådanne dedikerede undervisere? Bedre
vilkår for underviserne betyder bedre undervisning.

Mere forstemmende læsning om den sørgelige tilstand i landets uddannelsessystem kan findes på bloggen Forskningsfrihed, der også bringer ovenstående indlæg i fuld længde.

In other news, så nåede min ærgrelse over P1's stigende popsmarthed nye grænser i dag, da jeg på cykelturen hjem hørte en tidligere P1 Debat. Programmet var i sig selv ikke så slemt, men umiddelbart efter slut-jinglen blev man belemret med en reklame for P1's nye program, der "sætter fokus på coaching" – dette intetsigende amerikanske modeord, der med et snuptag forvandler enhver husmor og fusentast til noget fornemt og progressivt. Nuvel, det er trist nok, at P1 er hoppet med på denne popdille, men hvad der virkelig slog benene væk under mig var beskrivelsen af næstkommende coaching-udsendelse, der angiveligt handler om "filosofisk ledelsescoaching", en coaching-metode udviklet af den gamle græske filosof Aristoteles! Tænk, at de uden at skamme sig mener at kunne byde tænkende mennesker den slags ... Hvad bliver det næste? "Kristen virksomhedscoaching", udviklet af den antikke jødiske coach Jesus? Det vender sig i mig.

Til ungdommen

Kringsatt av fiender

Melodi: Otto Mortensen
Tekst: Johan Nordahl Brun Grieg (1936)

Kringsatt av fiender, gå inn i din tid!
Under en blodig storm, vi deg til strid!
Kanskje du spør i angst, udekket, åpen:
Hva skal jeg kjempe med, hva er mitt våpen?

Her er ditt vern mot vold, her er ditt sverd:
Troen på livet vårt, menneskets verd.
For all vår fremtids skyld, søk det og dyrk det,
Dø om du må, men øk det og styrk det!

Stilt går granatenes glidende bånd.
Stans deres drift mot død, stans dem med ånd.
Krig er forakt for liv, fred er å skape.
Kast dine krefter inn, døden skal tape.

Elsk – og berik med drøm – alt stort som var.
Gå mot det ukjente, fravrist det svar!
Ubygde kraftverker, ukjente stjerner –
Skap dem, med skånet livs dristige hjerner.

Edelt er mennesket, jorden er rik.
Finnes her nød og sult, skyldes det svik.
Knus det! I livets navn skal urett falle.
Solskinn og brød og ånd eies av alle.

Da synker våpnene maktesløs ned!
Skaper vi menneskeverd, skaper vi fred.
Den som med høyre arm bærer en byrde,
Dyr og umistelig, kan ikke myrde.

Dette er løftet vårt fra bror til bror:
Vi vil bli gode mot menneskenes jord.
Vi vil ta vare på skjønnheten, varmen –
Som om vi bar et barn varsomt på armen.

Kujon går med kniv, soldat med gevær

Nåmmen så cyklede man ned af Søgaderne i stiv kuling på bedste beskub med P1 Debat i ørene, hvor man kunne høre en debat i kølvandet på al kniv-hysteriet, der har plaget landet de sidste par uger. Det var Socialdemokraternes Karen Hækkerup og den konservative Tom Behnke, der debatterede, hvorvidt man skulle udnytte mediepostyret til at indføre et totalt forbud mod enhver slags knive. Meget foruroligende var det at opleve, at det var hos den konservative Tom Behnke – som tidligere har markeret sig ved fx at henvise til Gud for at begrunde sin modvilje mod at ligestille homoseksuelle – der i denne omgang måtte agere fornuftens stemme. For det var virkelig en sørgelig omgang populisme, Hækkerup her præsterede.

Hun foreslog et totalt forbud mod enhver slags knive. På den måde kunne man nemlig komme knive helt til livs, mente hun. Herimod indvendte Behnke meget rimeligt, at de knive, der bliver brugt til at stikke folk ned, i forvejen er ulovlige, og at de knive, som p.t. er lovlige (og som Hækkerup altså vil have forbudt) ikke bliver brugt til kriminalitet. Der er tale om schweizerknive, fiskeknive og andet uskyldigt, som folk bruger i deres hverdag og som ofte er foldeknive, der langt snarere ville folde om egne fingre, hvis man skulle forsøge at stikke nogen med dem. Ved at forbyde den slags knive – evt. kun i et bestemt tidsrum – gør man helt tilforladelige mennesker til kriminelle, men opnår til gengæld ikke at gøre noget over for de folk, der begår knivstikkerierne.

Jowjow, det var da meget godt, svarede Hækkerup. Men det var ikke det, der "var spørgsmålet", som hun med vanlig politikerudenomssnak sagde. Hun syntes, at det var et godt signal at sende, hvis man helt kunne forbyde kniv. Det havde politiet også bedt om, mente hun. Det havde politiet imidlertid ikke alligevel, kunne Behnke oplyse, og man havde i øvrigt også i Norge lavet en undersøgelse, der viste, at et totalt knivforbud ikke gav den ønskede effekt, men bare førte til at kriminalisere folk, der af helt legitime årsager havde hobbyknive og den slags på sig. Nuvel, svarede Hækkerup. Men skulle vi alligevel ikke bare prøve at forbyde alle knive? Bare som en prøve? Et prøveforbud mod kniv. Så ville det sikkert alt sammen blive meget bedre.

Hvad skal man dog stille op med den slags? Populisme af værste skuffe. Der var et knivdrab, som blev meget publiceret i medierne og som der var bred folkelig opbakning om at fordømme, og straks forsøger politikerne at fange stemmer ved at ride med på folkestemningen og foreslå forbud og stramninger. Og de lader sig ikke anfægte af, at deres tiltag ikke med rimelighed kan forventes at gøre livet bedre for nogen. Nu var det Hækkerup, der førte sig mest tåbeligt frem i netop denne debat, men ellers plejer de Konservative med justitsminister Lene Espersen at stå for de værste forsøg på at afvikle retssamfundet. Særligt pinligt blev det for et par uger siden – umiddelbart efter knivmordet – da Espersen sædvanen tro var hurtig til at ivre efter ekstrabeføjelser til politiet og indskrænkninger af borgernes retssikkerhed — så hurtig, faktisk, at selve politiet måtte minde hende om den uheldige tendens i hendes fremfærd. Informationsschef i Københavns Politi, Flemming Steen Munch, udtalte i den forbindelse:

»Vi har haft en del isolerede hændelser over en kort periode, men det betyder ikke, at udviklingen går i en helt forkert retning. Jeg får nok bank for at sige det, men det er, som om der har sneget sig en tendens ind blandt politikerne til at lovgive på baggrund af enkeltsager …

Vi skal også tage hensyn til borgernes retssikkerhed. Det går ikke, at hele København ender med at blive én stor permanent visitationszone.«

Pin-ligt!

Og lovgivning ud fra enkeltsager er hele kernen i problematikken. Ja, selvfølgelig er det forfærdeligt, at en uskyldig mand er blevet stukket ihjel, og man forstår godt den sindsoprivelse, det vækker hos mange, men det duer bare ikke, at politikerne lader sig rive med og udnytter denne kortvarige folkestemning til at få trumfet et eller andet uovervejet igennem, som aldrig ville være gået igennem på et tidspunkt, hvor folk var mindre affektprægede. Faktum er – og det vil i dette tilfælde sige, at tal fra Københavns Politi viser – at der ikke er en stigning i antallet af anmeldte knivoverfald. Der er ikke noget større problem nu, end der altid har været. Men medierne gør mere ud af de problemer, der er – folk får kort sagt slynget mere "knivmord!!!" i ansigtet – og derfor forekommer det voldsommere nu end før. Dette er kedeligt nok i sig selv, men det virkeligt sørgelige er, at langt flere politikere i dag er af en så ringe støbning, at de ikke har nogen skrupler ved at udnytte en sådan kortvarig folkestemning til at gennemføre uovervejede og skadelige lovforslag i et forsøg på at høste en håndfuld stemmer. Det er ulækkert at se på!

Valg!

Så fik jeg endelig ny computer! Jeg havde godt nok lidt hyr med et defekt grafikkort, som jeg måtte tage ud til MM-Vision i Roskilde for at skifte, men nu er alt i orden. For de særligt interesserede kan jeg i øvrigt oplyse, at Roskilde med hensyn til offentlig transport er det rene uland, og at man rask væk kan beregne ca. 50 minutters gåtur ad en landevej uden fortov og dertil ca. 1½ times venten på bus, hvis man skal besøge MM-Vision ...

Nå, nok om det. Nu er der udskrevet valg, og alle sejl må sættes til for at sikre, at vi slipper af med den mest umenneskelige regering i nyere tid. En regering, der sætter penge og profit højere end mennesker, og derfor rask væk skærer ned både her og der til skade for de svageste i samfundet. Fogh-regeringens succes ligger i, at de har fundet ud af at give med den ene hånd, medens de i det skjulte tager med den anden, således at de igen og igen kan bilde folk ind, at de i stedet for at skære ned faktisk har forbedret den offentlige sektor, men det er det rene ordskvalder. Ingen, der har øren og gider lytte til de mange klageråb, kan være i tvivl - overalt mangler der penge, overalt er der nedskæringer og elendige arbejdsvilkår, overalt forringes folks vilkår af hensyn til profit.

At de har kunnet bilde befolkningen ind, at de fører socialdemokratisk politik er en joke, når undersøgelse på undersøgelse bevidner, at der bliver større sociale skel i befolkningen - at der bliver en større og større gruppe af fattige - og at Danmark er et af de mest fremmedfjendske lande i Europa. Men Fogh nægter med sin vanlige arrogance helt at forholde sig til kritik — det er symptomatisk, at hans første store ideologiske korstog var at afskaffe de hjemlige ekspert-instanser, der kunne kritisere hans politik. Væk med viden og forstand. Man skal ikke lade sandhed komme i vejen for ideologi - eller profit! Overalt er mantraet "profit! profit!" (eller på Foghsk: "Effektivisering!", hvilket betyder det samme) — selv universiteterne skal omdannes til pengemaskiner, og det offentlige sundhedsvæsen udhules langsomt til fordel for det private. Overalt støder man på forringelser, der begrundes med, at det sparer penge. Og i hver eneste af disse nedskæringer ligger den neoliberalistiske trossætning: det er acceptabelt at forringe folks vilkår, hvis det sparer penge. Hvis det er økonomisk fordelagtigt, kan vi godt lade folk rådne op i asylcentre og give børn varige psykiske mén. Penge er nemlig vigtigere end mennesker!

Og for at imødekomme en kritik, som én eller anden nok kunne sidde med: jeg påstår ikke, at man skal være helt ligeglad med økonomien. Min opfordring er blot den beskedne, at man ikke lader økonomien styre alt, men at man sætter hensynet til mennesker over hensynet til penge, således at profitten tjener mennesker og ikke omvendt.

De sidste to valgperioder har været en skæbnesvanger tid, hvor V & K i uhellig forening med den inkarnerede fremmedfjendskhed lige så stille har ødelagt meget af det, der var godt i Danmark, og sågar fået lov til at gøre det i overraskende ubemærkethed. Hvis denne situation ikke skal blive helt uafvendelig, må der en ny regering til NU! Socialdemokratiet har rimeligvis også deres fejl, men en socialdemokratisk regering ville dog være adskilligt bedre end vores nuværende sorte kabinet. Derfor vil jeg opfordre alle og enhver til at bidrage aktivt til kampen for en ny regering og et bedre Danmark.

Selv sympatiserer jeg mest med Enhedslisten, der er det parti, der gør mest for at drage opmærksomhed på de svageste grupperinger i samfundet og det parti, der lægger den største indsats for et tolerant og mangfoldigt Danmark. Igen og igen formår de trods deres beskedne størrelse at sætte en dagsorden, fordi de gennem deres repræsentanter på tinge kan agere vagthund over for magthaverne, og deres uafhængighed gør dem i stand til at tage sager op, som andre ikke tør røre ved.
Derfor var jeg i går til aktivistmøde i Enhedslisten, hvor vi lavede badges og trykkede foldere. Hvor de andre partier får massiv økonomisk støtte (som hovedregel fra erhvervslivet eller faglige organisationer), er Enhedslisten helt afhængig af engagerede medlemmer. Derfor vil jeg opfordre enhver, der ønsker et socialt retfærdigt og mangfoldigt Danmark om at blive medlem eller på anden vis engagere sig i valgkampen, så vi kan få standset Fogh-regeringens uheldssvangre kurs. Og der findes også rigeligt med måder, hvorpå man kan bidrage uden at være medlem. I den forbindelse vil jeg tillade mig at gengive et uddrag af en mail, jeg fik i går:

— Bidrag til vores valgkampsindsamling. Vi har under 5 % af de midler som Venstre har, og vi er helt afhængige af dit bidrag! Gå ind på hjemmesiden og betal med dankort.
— Skriv læserbreve. Angrib regeringen og bring Enhedslisten i spil. Deltag særligt i de lokale aviser.
— Deltag i debatforaerne på nettet. Angrib regeringen og bring Enhedslisten i spil. Der er store netdebatter på www.dr.dk og www.eb.dk
— Mød op til paneldebatter i dit lokale område. Stil spørgsmål til den Enhedslistekandidat der er ude – det er en konkret måde at sikre vedkommende taletid.
—Gå på hjemmesiden og tilmeld dig Nyhedsbrevet, så modtager du løbende informationer under hele valgkampen.
— Bor du i København er der desuden altid brug for aktivister på landskontoret til at pakke breve, ringe rundt til afdelinger og andre ting. Kig ind forbi Studiestræde 24.

På falderebet vil jeg gerne give et afsluttende ord til G13 - det storstilede arrangement, der lørdag d. 6. oktober fik ca. 7.000 mennesker på gaden for at støtte op om et nyt Ungdomshus ved en sjov og fredelig aktion, der skammeligt fra politiets side blev mødt med uproportionel voldsanvendelse og tåregas i rå mængder lige i hovedet på mindreårige, kulminerende i Danmarkshistoriens største masseanholdelse — barokt nok samtidig med, at politiet selv udtalte, at det havde været en forbilledlig fredelig aktion. Fra en nylig mail:

Vi vil gerne takke alle fordi i var med, jer der deltog i demonstrationen og aktionen, jer der lavede folkekøkken, jer der lukkede tåregasramte ind i jeres opgange, jer naboer til huset der kom med blomster til os, jer forældre der gik med for at passe på jeres børn, jer fra Gadens Førstehjælp der hjalp ofrene for politivold – og alle jer andre der hjalp til og var der.

[...]

At vi kunne holde stilen og aktions-kodekset på trods af politiet brutalitet og voldsanvendelse var flot og beundringsværdigt.

Vi vil til gengæld også gerne hælde en spand lort i hovedet på politiet!

Vi lagde vores planer åbent frem, i kunne følge med i vores forberedelse og vi fortalte jer endda at vi ikke ville slå på jer, men udelukkende konfrontere jeres magtmonopol – og alligevel plastrede i huset til med nato-pigtråd, bed os med jeres hunde, skød tåregas i hovedet på os og tævede os med jeres knipler!

Hvorfor? For at forhindre en lov-overtrædelse? For at forhindre os i at tage en ubrugt grund i brug?

Uanset hvilke begrundelser i kan have, kan det aldrig retfærdiggøre den voldsomhed og brutalitet i angreb os med. Især når den "forbrydelse" i ville forhindre os i at begå kun kan give bødestraf.

Det værste er næsten den behandling i gav dem i anholdte – at lade dem sidde 12 timer i strips på kolde betongulve og nægte folk toiletbesøg, vand og mad, siger ikke så lidt om jeres umenneskelighed.

Og at i kan slippe af sted med denne form for mishandling uden kritik og repressalier siger ikke så lidt om dette umenneskelige samfund.

Vi vil derfor også gerne rette en stor tak til alle jer der blev anholdt, men alligevel holdt humøret højt – og passede på hinanden på Bellahøj og Valby. Tak til jer der delte tæpper, fortalte vittigheder og holdt sammen.

G13 var en aktion – og aktionen er nu stoppet.

"Saa far da, farvel!"

Hvis nogen skulle undre sig over, at jeg har været svært kontaktbar de seneste par dage, er der en god årsag dertil. Fredag d. 12. afgik nemlig min trofaste gamle computer ved døden. Efter mange års slid og slæb var det på det seneste begyndt at knibe med at følge med, og den havde det sidste halve års tid skrantet og givet ondt af sig i stadig stigende grad, indtil den altså takkede af her i fredags.

Som erstatning har jeg i dag bestilt en Vision Intel Game (Core2Quad Q6600 8MB 4x2,40GHz, 4 GB RAM, 500 GB HD) hos MM-Vision i Roskilde og venter nu på at få monsteret leveret. I mellemtiden må jeg beklage evt. forglemmelser og deslige, der hidrører fra, at jeg ikke p.t. kan tilgå mit kalenderprogram og dermed må forlade mig alene på hukommelsen med hensyn til indgåede aftaler m.m.

Det' til grin! (og gråd …)

Så er Lene Espersens nyeste svækkelse af retssikkerheden trådt i kraft og hun har dermed bragt Danmark endnu et skridt nærmere overvågningssamfundet – men den slags er man jo efterhånden vant til, så det er knapt nok noget, medierne gider nævne. Især da ikke de store medier – man risikerer bare, at folk bliver utilpasse og skifter over på TV2, hvor Nyhederne ikke bibringer dem den ubehagelige følelse af, at der er noget helt grundlæggende galt, som ikke går over af sig selv, hvis man blot læner sig tilbage i sofaen. (Husk på, at vi lever i en tid, hvor den almene nyhedsformidling er sådan, at folk kender mere til Paris Hilton end til de samfundsmæssige konsekvenser af sidste skatteforlig …)

Tragikomisk er det endvidere, hvad IT-folk længe har vidst og Politiken nu også har fundet ud af (se artiklen "Eksperter håner internet-overvågning") – nemlig at den nye lov i praksis er komplet ubrugelig til det formål, med hvilket den er indført. En lang række alment tilgængelige institutioner er nemlig fritaget for overvågningen, og det vil således ikke være noget problem for eventuelle "terrorister" at få adgang til en uovervåget forbindelse. Dertil kommer, at loven bærer tydelige præg af en en sådan inkompetence, at man ikke skal kende noget synderligt til IT-teknologi for at kunne omgå den med blot et minimum af indsats.

Er loven således totalt ubrugelig til dens egentlige formål, er den til gengæld både uhyre bekostelig for de mange virksomheder, der nu i dyre domme tvinges til at logge uanede mængder af ubrugelige data, og samfundsmæssigt dybt problematisk, idet den UDELUKKENDE tjener til at forringe den almindelige borgers retsstatus og knæsætte det princip, at staten grundlæggende nærer mistro til befolkningen og derfor må overvåge dens gøren og laden, uanset om der er konkret mistanke eller ej.

Som formanden for de IT-professionelle udtaler i artiklen, er det ikke til at vide, om man skal le eller græde …

Gråd er derimod den eneste rimelige reaktion på det forsmædelige forhold, at denne, den modbydeligste danske regering i nyere tid, nu de facto har fået afskaffet den sidste større kulturbærende institution i landet, Danmarks Radio. Med korslagte arme og slet skjult selvtilfredshed forsvor man at kaste en redningskrans til den havarerede gamle ark, i hvis skærmede indre man stadig kunne finde enkelte oplysende levn fra den tid, hvor statsmedierne formidlede dannelse, seriøs journalistik og fordybelse i stedet for opium for folket. Her havde de fået lov til at overleve de sidste årtiers syndflod af fordummelse, der langsomt, men støt, har renset sendefladen for alt af egentlig værdi. Men den tid, hvor statsradiofonien også kunne rumme den slags er nu forbi. Til gengæld har man annonceret to nye, folkelige danseprogrammer. Farvel DR! '-(

(For uddybende info om kulturmordet henvises til Mortens glimrende redegørelse, men tag dig i agt - det er sindssygt deprimerende læsning!)

Vi vil ha' Natasja tilbage …

Dagen i dag bød på en svært trist nyhed. Den danske dancehall-musiker Natasja omkom lørdag aften i et biluheld :(

[2007-06-28 Update: Modkraft.dk har en rigtig god nekrolog: "Hun var en af vor egne".]

Natasja var ikke bare et uhyre talent, der stod over for et stort gennembrud herhjemme efter længe at have høstet stor hæder på Jamaica, men havde også altid et stort engagement i kampen for samfundets svage, for frisind og tolerance – ikke mindst i forbindelse med den nyborgerlige pænheds angreb på åndehuller som Christiania og Ungdomshuset. Jeg vil opfordre enhver til at gå ind på hendes MySpace-side og høre nummeret Gi' mig DK tilbage.

Hæj Danmark!

Hvad sker der for dig?

Jeg savner dig, jeg vil ha' dig tilbage
lissom i de gamle dage,
hvor en spade var en sk… yo!

Jeg vil ha' dig tilbage
lissom i de gamle dage,
hvor en fri fugl var fri
og hvor man mente, hvad man sagde.

Hæj Danmark!

Jeg savner dig,
jeg freaking fucking savner dig!
 Du skræmmer mig!
Jeg vil ha' dig tilbage,
for jeg græmmer mig!

Jeg kan se det ske, det' ak, det' ve,
det' Satan og han lægger kræfterne i,
det' nat over dag, det' bæ over ble,
det' død over liv, det' træl over fri,
det' kød på kniv, det' råb, det' skrig,
det' ligner en krig, og det' spild af politi,
det' dødelig gift i min urteté,
og det' noget, de kan li' i det danske parti.
Hele bundet er på sne …
 whoah! … sagde jeg det?
Meget skal man hør', gud bevare mit humør!

Så ta' lidt luft!
 Kom til fornuft og prøv at fat det!
At Staden den var fin, og de vil aldrig ku' erstat' den.
Hele folket blev til grin fra den dag, da de besat' den.
Nu' det værre end det vilde vest — det ku' vi ha' fortalt dem!
Så gi'r de Ungdomshuset væk til en fanatisk sekt,
med et kors-i-røven, hvor er det frækt!

Gi' mig mit land tilbage
lissom i de gamle dage.
Gi' mig frisindet igen,
der lurer under byens tage.
Gi' mig København igen,
min farverige gamle ven.
Gi' mig Ungeren igen,
VI VIL HA' UNGEREN IGEN!
Fjern heroin fra Istedgade,
og lad Staden være Staden.
Hvis du strammer garnet,
jo, så be'r du om balladen.

Det' snak, det' snik,
det' tom retorik.
Det' ik' politik,
det' pis og polemik.
Her kører det fedt,
så vi keder os lidt.
Vi har indsigt.
Hvad med et ulands-kig?

Jo, kloden er slidt, børn er fallit.
Tro mig i Danmark, der har vi det fint,
så ufattelig godt, at det er vores pligt,
at gør' noget godt, der hvor det er skidt.
Verden er vor fremtid, men vi fatter det ik'.
Vi har for travlt med at forpurre vores egen butik.

Så gi' mig Danmark tilbage
lissom i de gamle dage.
Gi' mig frisindet igen,
der lurer under byens tage.
Gi' mig København igen,
min farverige gamle ven.
Gi' mig Ungeren igen,
VI VIL HA' UNGEREN IGEN!
Fjern heroin fra Istedgade,
og lad Staden være Staden!
Hvis du strammer garnet,
jo, så be'r du om balladen.

HEY!

En helt unik energi,
men se, økonomi er ganske fri for empati,
 har ingen pli.
Eks-hippier, skabsrygere,
der vælger at tie, kom nu i gang!
 I har vist noget, I skal sige!

Rødvin og piller,
hele fuckin' landet chiller
og ungdommen bli'r vilder'.
Fler' og fler' sniffer, sniffer
 … kokain fra Kap Horn til Berlin.
Jo, et junkfrit røgmarked er en rim'lig sjælden ting,
 men vi havde et!
Meget skal man hør', Gud bevare mit humør.
Tror de selv, at de kan lægge byen tør?
Se, toppen fatter ik' en dør af, hvad de gør.
Sådan vil det være, sådan har det altid været før.

HEY! Det sprog, de taler, hedder kroner og ører,
og en grådig mand har aldrig været svær at forføre.
Se, grådighed går hånd i hånd med magt, og større vil ha' større.
Mere vil ha' mere, staten er jo helt opp' at køre.

Ta' lidt luft!
 Kom til fornuft og prøv at fat' det!
At Danmark har det fint, og USA ka' ik' erstat' det!

Gi' mig Ungeren igen,
VI VIL HA' UNGEREN IGEN!
Gi' mig København igen,
MIN FARVERIGE GAMLE VEN!
Gi' mig frisindet igen,
VI VIL HA' FRISINDET IGEN!
Gi' mig Danmark tilbage,
LISSOM I DE GAMLE DAGE!
Få lidt styr på Istedgade,
OG LAD STADEN VÆRE STADEN!
Hvis du strammer garnet, yo,
SÅ KVÆLER DU JO BARNET!

Jeg savner dig, jeg vil ha' dig tilbage,
lissom i de gamle dage, hvor en spade var …
 YO!
Jeg vil ha' dig tilbage lissom i de gamle dage,
hvor en fri fugl var fri, og hvor man mente, hvad man sagde.
 HEY!
Gi' mig mit Rabalderstræde og få styr på Istedgade,
 YARH!
Kom nu, for fanden!

Så afskaf da den licens!

Politiken.dk kan i dag berette, at det skaber svare problemer for statsfjersynet, at folk ikke betaler deres licens. Angiveligt hver niende person er sortseer, og det betyder, at DR får 640 mio. mindre ind, end hvis alle betalte, i hvilket fald DR kunne slippe uden om den presserende økonomiske krise ganske uden at fyre nogen ansatte.

Jeg sympatiserer grundlæggende med ideen om en statslig informationskanal og synes derfor principielt også, at man bør støtte en sådan. Ikke at jeg er synderligt begejstret for DRs udvikling over de sidste 10-20 år, hvor de i stigende grad er kommet til at ligne TvDanmark i deres forsøg på at holde på seerne ved at appellere til den laveste fællesnævner med "Hit med sangen" og lignende programmer, der til forveksling ligner det, man finder på de kommercielle kanaler. DR har i mine øjne alene berettigelse som statslig - altså ikke-kommerciel - kanal, hvis den satser på at sende de programmer, der ikke kan klare sig på de kommercielle kanaler. Hvis DR ikke satser anderledes, hvad er så pointen med en statsstøttet kanal? Nå, men nok om det. Det skal her dreje sig om licensen.

Licensen er et levn fra dengang, hvor det var en forholdsvist lille del af befolkningen, der havde fjernsyn. Fjernsyn var engang et luksusobjekt, som alene var de forholdsvist velstående beskåret, og i en sådan situation giver det god mening, at alene de forholdsvist velstående, der vælger denne luksus, skal betale for denne statslige ydelse, så underklassens skuldre ikke pålægges unødige byrder. Licensen var således i sig selv oprindeligt et sympatisk system. Men tiden er i dén grad løbet fra licensen. I dag har jo stort set alle og enhver fjernsyn, og med de seneste regelændringer skal man sågar betale licens, hvis blot man har en computer. Det kunne således virke oplagt at man afskaffede licensen og blot forsynede DR med penge over skatterne som med alle mulige andre offentlige tilbud. Ikke bare ville det sikre at DR fik sine penge (og således løse problemet med sortseere), det ville også spare de enorme summer, som DR bruger på at licensadministration, kontrol, degraderende tv-spots og udsendelse af trusselsbreve til fattige studerende.

En sådan løsning ville også være langt mere retfærdig end den nuværende ordning, hvor licensen de facto er en kopskat - dvs. en skat, der skal svares med samme sum per hoved, modsat den normale praksis, hvor en skat svares med samme procentdel per hoved. Kopskatten er således en regressiv skat, dvs. en skat, der rammer fattige hårdere end rige, og er af samme grund et noget forkætret begreb historisk set - mangen en konge har måttet døje med oprør i dén anledning. Licensen er sågar lige en tand værre endda, fordi den ikke svares per hoved, men per husstand. Det betyder altså, at det satte ægtepar, hvor begge har fuldtidsarbejde, penge i banken og budgetkonto, skal svare akkurat samme beløb - 2.150 kr. - som den rådvilde studerende på SU, der må spinke og spare for at få sine tretusinde om måneden til at række til alle livets fornødenheder, inkl. studiebøger og pasta med ketchup. Og "han kan da bare vælge ikke at have tv"-argumentet duer ikke længere, da alene en computer er nok til at gøre en person licenspligtig - og på langt de fleste studier nu om dage er det i praksis en nødvendighed, at man har en computer. Og det gør det ikke bedre for den studerende, der måske ikke lige har 100% styr på økonomien, at licensen kommer dumpende i store rater hvert hele eller halve år i stedet for at kunne afbetales løbende.

Licensen var altså oprindeligt en fornuftig ordning, der på grund af systemets inerti i dag er blevet en grusom kopskat, der rammer fattige og studerende uforholdsmæssigt hårdt. Hvad er da argumenterne for ikke bare at afskaffe den? Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at komme på andre betydende argumenter end systemets inerti.

Somme argumenterer, at det da ville være unfair, hvis man skal betale til DR uden at have fjernsyn, men det er et ikke-argument. Over 99% af befolkningen er i forvejen licenspligtig, og dertil kommer, at det på andre områder regnes for helt ukontroversielt, at man er med til at betale til offentlige tilbud, som man ikke selv bruger. Staten har læssevis af offentlige tjenesteydelser, der bruges af forholdsvist få mennesker.

Dertil kommer argumentet om, at en opkrævning af licensen over skatten ville bevirke, at DR blev politisk styret. Men hvorfor? Jeg ser ikke, hvorfor det nødvendigvis skulle have den effekt. Man mener jo tydeligvis godt, at man kan opkræve kirkeskatten over skattebilletten, uden at kirkens forkyndelse bliver påvirket deraf - så burde det nok også kunne lade sig gøre med DR. Og det ville da også være noget af en tilsnigelse at sige, at det nuværende system hindrer, at regeringens toppolitikere blander sig utidigt i DRs redaktionelle linje ...

Så, i sammendrag: Licensen er et anakronistisk og dybt uretfærdigt system, der forfordeler samfundets svage og tvinger DR til at bruge millioner af kroner på at true og intimidere disse. Meget ville være vundet, hvis man afskaffede licensen og i stedet blot forsynede DR med de nødvendige midler over skattebilletten.

Jeg har spurgt mig for, men det er simpelthen ikke lykkedes mig at finde bedre argumenter for licensens bevarelse, så hvis nogen derude skulle sidde med yderligere indsigt i sagen, er I meget velkomne til at lægge en kommentar.

“The smart way to keep people passive and obedient is to strictly limit the spectrum of acceptable opinion, but allow very lively debate within that spectrum - even encourage the more critical and dissident views. That gives people the sense that there’s free thinking going on, while all the time the presuppositions of the system are being reinforced by the limits put on the range of debate.”

— Chomsky N., The common good, 1988