Ad hoc blog

I wish I was a punk rocker.

2009-05-29

Pligten til at gøre det rigtige

Det er en mørk tid, vi lever i, men ikke uden glimt af lys i mørket. I en tid, hvor den uhellige alliance, som borgerskabets økonomiske elite har indgået med racistiske kræfter for at vinde regeringsmagten, på ugentlig basis bringer nye angreb mod frihed, frisind og menneskeværd, er det en stor glæde at falde over en historie som denne fra Sverige.


I protest mod fremmedfjendskhedens indmarch i statens praksis, har samvittighedsfulde svenske humanister ansat i statens fremmedfangelejre gjort det eneste rigtige: anvendt deres betroede position til at redde asylansøgernes liv ved at slippe dem fri. En hyldest skal herfra lyde til alle dem i betroede positioner, der vægter menneskeliv og menneskeværdighed højere end racistiske love og strategisk politisk kynisme.

"Efter min mening skal vi være mennesker først og dernæst undersåtter. Det er ikke ønskværdigt at opøve respekt for loven i samme grad som for retfærdigheden. Min eneste forpligtelse er til enhver tid at gøre, hvad jeg finder ret og rigtigt. Sandt nok er det sagt, at en forsamling ikke har nogen samvittighed; men en forsamling, der består af samvittighedsfulde personer, er en forsamling med samvittighed. Loven har aldrig gjort nogen en pind mere retskafne, og i kraft af deres respekt for loven bliver selv de mest velvilligt indstillede dagligt til urettens tjenere."
— Henry David Thoreau, On the Duty of Civil Disobedience, 1849

2008-11-02

JP legitimerer højreekstremisters politiske vold

Natten til lørdag blev talsmand for Antiracistisk Netværk Århus og folketingskandidat for Enhedslisten, Peter Hegner Bonfils, voldeligt overfaldet og slået til plukfisk af de højreekstreme voldspsykopater, der er blevet et fast indslag i "Smilets By". Det er anden gang på blot en måned, at højreekstremisterne i Århus voldeligt overfalder Enhedsliste-politikere, idet den halvt-jødiske Sarah Victoria Bruun i starten af oktober blev slået ned midt i Århus under en strøm af nazistiske skældsord, men ud over disse to episoder er der talrige episoder gennem de sidste mange år, hvor Århus i stigende grad er blevet kendt som en by, hvor ingen kan vide sig sikker over for den ekstreme højrefløjs voldelige overfald på antiracister og venstreorienterede politikere.

Peter Hegner Bonfils var som talsmand for Antiracistisk Netværk en af hovedarrangørerne i den antiracistiske demonstration i Århus i starten af oktober, hvor jeg stiftede bekendtskab med ham som den glade, hippieagtige stemme, der fra lydvognens højttalere bestandigt opfordrede folk til at holde en god stemning og vise fredelig modstand mod politisk vold. At højrefløjens voldspsykopater er afstumpede nok til at at smadre hippie-agtige pacifister som Peter Bonfils er skændigt nok, men ikke desto mindre næppe overraskende for folk, der har fulgt den politiske udvikling i Århus over den sidste årrække ...

Hvad der derimod er både chokerende og forargeligt er, at Jyllands Posten selv i denne ekstreme sag vælger at fortsætte sin legitimering af højreekstremisternes fascistoide overfald. Det bringer mindelser om tiden under krigen, hvor den borgerlige presse var alt for villig til at udvise forståelse over for nationalkonservative strømningers politiske overgreb på venstrefløjen.

Hvor Politiken har hele fire artikler om det modbydelige politiske overfald (#1, #2, #3, #4), har Jyllands Posten knap en enkelt, som tilmed hurtigt forsvandt fra forsiden. Og ikke nok med det, men artiklen glimrer ved decideret at legitimere overfaldet. Der er nemlig ifølge Jyllands Posten ikke tale om et modbydeligt, politisk overfald begået af højreekstremister mod venstrefløjspolitikere, men i stedet blot et "nyt voldeligt højre-venstre sammenstød"! Hvor ekstremt tendentiøs denne overskrift er turde være klart, når man holder in mente, at det er en beskrivelse af en situation, hvor 10-15 store mænd står i en cirkel og sparker den liggende Peter Bonfils til ukendelighed uden nogen forudgående provokation. Dermed fortsætter JP sin vanlige stil med at fremstille den lange bølge af højreekstreme overfald på venstreorienterede som en bandekrig, hvor ingen part dybest set har større skyld end den anden. Det er noget af det i bund og grund mest ækle, jeg længe har set fra den usle sprøjte, og man tager sig uvægerligt i at tænke, hvordan de dog kan forsvare det over for sig selv.

Med til historien hører det, at det for nylig også lykkedes Jyllands Posten delvist at sabotere en stort opslået folkelig demonstration mod racistisk, politisk vold. Anført af den tidligere KU'er, Mads Bonde Broberg, der ud over at være journalist for JP også har personlige kontakter til den ekstreme højrefløj, lancerede avisen en decideret skræmmekampagne mod den fredeligt indkaldte demonstration, idet man påstod, at der ville deltage voldelige antiracister fra København. Efter at JP havde kørt en tre-fire artikler med lidet mere end rygter og insinuationer, fik to af de annoncerede talere, Morten Østergaard fra de Radikale og Ango Winther fra Socialdemokratiet, kolde fødder og valgte at droppe deres støtte til den antiracistiske demonstration, idet det åbenbart er vigtigere at føje JP og deres grundløse mediehetz end at sige fra over for højreekstrem vold. Og det fik da ganske rigtigt også den tilsigtede effekt - man illustrerede over for den ekstreme højrefløj, at der ikke var bred, folkelig sammenhold mod voldelige, politiske overfald - i hvert fald ikke nok til, at det kunne overleve en kortvarig, useriøs mediehetz - og således opmuntret følte højreekstremisterne sig nu igen klare til at fortsætte deres fascistoide agenda. Jeg håber, at Morten Østergaard og Ango Winther har samvittighed nok til nu at fortryde deres valg ...

For selvfølgelig var Jyllands Postens skræmmekampagne alene dét. Demonstrationen blev afviklet i god ro og orden, idet alle - inklusive de åbenbart uhyggeligt farlige folk fra København - som en selvfølge fulgte demonstrationens kodeks - fredelig, demokratisk modstand mod racisme og politisk vold - der også flere gange blev forkyndt fra højttalervognen af selvsamme Peter Hegner Bonfils, hvis overlæbe nu er flækket helt op i næsen. Det koster dyrt at stille sig åbent op som antiracist i "Smilets By" ...

Ikke desto mindre fortsætter Jyllands Posten ufortrødent med at agere apologet for den højreekstreme vold, idet man igen og igen forsøger at fremstille det som en bandekrig med to parter, der dybest set er lige gode om sagen. Men er en sådan fremstilling end politisk opportun for højreorientede kræfter, så bliver den ikke mere korrekt af den grund. Hvem kan måske nævne mig de århusianske højrefløjspolitikere, der er blevet voldeligt overfaldet af folk fra venstrefløjen? Nej, vel? Den slags forekommer nemlig ikke, og derfor er JPs fremstilling så meget mere ækel, idet man de facto forsøger at sløre det klare faktum, at Århus er domineret af voldelige højreekstreme, der igen og igen voldeligt overfalder venstrefløjens politikere for derved at true dem til tavshed, medens det modsatte simpelthen ikke forekommer. Højst er der tale om folk fra det venstreradikale Huset, der lejlighedsvist har reageret med vold for at forsvare sig mod de højreekstremes utallige overfald på stedet.

Det er klart, at ingen forstandige mennesker kan være tjent med det billede, der tegnes af en by, hvor folk med bestemte holdninger må leve i frygt for voldelige overfald fra højrefløjens ekstremister, men til alt held for voldspsykopaterne på højrefløjen sløres disse fakta konsekvent af Jyllands Posten og Mads Bonde Brobergs vedvarende medie-apologi for de fascistoide strømninger, der har stjålet smilet fra Århus ...

P.S.: Læs også Rune Engelbreth Larsens glimrende indlæg.

2008-10-28

And nobody's connecting the dots ...

Så skete det igen. Statsmagten slår endnu engang til mod Christiania. Idag udgjordes truslen af en ulovlig etage på et i øvrigt lovligt bestående hus, der for alt i verden med vold og magt skulle fjernes. Og vold og magt skal forstås helt bogstaveligt. Politiopbuddet har været ligefrem skræmmende stort. Ikke bare til selve nedpilningen af denne formastelige, ulovlige etage, men til de mange efterfølgende protester mod statens overgreb, som alle vidste ville komme.

Hvis man kigger på forsiden på Politiken.dk lige nu, er de to øverste artikler hhv. en boks om urolighederne på Christiania med massivt politiopbud og en artikel om politiets forsømmelse af helt basale politiopgaver som f.eks. at besvare og reagere på borgernes opkald.


Jamen, hvad sker der for systemets prioriteringer? Kan det virkelig passe, at det er vigtigere at bruge tusinder af mandskabstimer på at rive en etage af et hus på Christiania end noget så basalt som at besvare helt almindelige folks opkald og rykke ud til situationer, der truer almindelige borgeres sikkerhed? Er det virkelig så vigtigt at chikanere hippierne på fristaden, at man rask væk kan afsætte tusindvis af polititimer på det - timer, som der helt konkret er akut brug for til at udføre politiets kerneopgaver? Er det mon vigtigere for Hr. og Fru Danmark, at staten gør indhug i Christiania end at de kan få politihjælp mod overfald eller at forbrydelser kan blive opklaret?

Selvfølgelig er det ikke det!

Men hvorfor bruger politiet så ikke deres energi på at løse essentielle politiopgaver i stedet for at sætte alt ind på at bekæmpe ulovlige etager på fristeder? Svaret er lige så enkelt, som det er ubehageligt. Fordi politiets prioriteringer ikke sættes af befolkningens ønsker, men af politikere, der har økonomiske og ideologiske interesser i at lukke Christiania, som gør, at de gerne lader hånt om almindelige borgeres helt basale behov ...

2008-07-13

Nyt ungdomshus indviet på Dortheavej

Den 11. juni 2008 vedtog Københavns Borgerrepræsentation endelig et forslag om at gøre bod på deres katastrofale brøler ved at placere et nyt ungdomshus i en del af bygningerne på Dortheavej 61, der ellers huser Kulturhus Bispebjerg Nordvest, idet der samtidig blev stillet en garanti for, at aktiviteterne i de pågældende lokaler ville blive tilfredsstillende genhuset og at der endvidere ville blive bevilget ca. 70 mio. kroner til yderligere kulturelle løft i området. Overdragelsen af bygningerne skulle ske i to faser, idet den mindre anneks-bygning allerede 1. juli skulle åbnes for de nye brugere, medens hovedbygningens nordlige halvdel vil følge efter med indgangen til 2009.

Efter en rimelig uspektakulær overdragelse d. 1. juli (i ly af bl.a. Roskilde Festival), blev huset officielt åbnet for offentligheden tirsdag d. 8. juli, hvor der blev holdt åbent hus og naboer og interesserede blev budt indenfor for at snakke med aktivisterne og bese lokalerne med egne øjne.

Pressen var indbudt til en forsmag fra kl. 11 og indtil offentligheden blev budt ind kl. 12, hvilket mange medier dog havde misforstået, hvorfor de først dukkede op kort før 12. I perioden 12-17 var huset lukket for mediernes kameraer, idet mange af husets brugere frabad sig den slags overvågning. Dette skabte forknytte miner hos enkelte fejlinformerede journalister, men derudover var det en glædelig dag med masser af glade og rare besøgende, der kom med en række flotte gaver til det nye hus, ikke mindst et mindre optog af "Naboer i Nordvest", der kom marcherende ind i gården med et fint banner og overrakte huset diverse gaver, herunder en uhyre flot kollage af udklip med relation til det gamle hus på Jagtvej 69.

Til lejligheden blev der serveret masser af veganske sandwiches samt saft, kaffe, the og kakao og senere på dagen også veganske cupcakes, der blev suppleret af såvel brød som en fin kage med glasurpåskriften "69", doneret af en venlig nabo.

Der var tillige stor glæde over de mange praktiske gaver, som gryder, riskogere, lamper, krus og service i stor stil. Særligt må bemærkes en rent ud sagt enorm gryde fra Den Økologiske Produktionsskole, hvori man havde plantet et bonsaitræ. Når det er plantet om, bliver gryden idéel til folkekøkken.

Senere på dagen indfandt sig også den i Ungdomshuskredse navnkundige lokalpolitiker in spe, Rasmus Jarlov, der har gjort det til sin erklærede mission at bekæmpe huset og dets brugere med alle midler. Han indledte sin visit med at smæde huset over for TV2, der havde taget opstilling udenfor, men blev ikke desto mindre efterfølgende venligt vist rundt i huset og dernæst budt på kaffe og kage, som han velvilligt indtog, hvorefter han smilende forlod huset. Med til historien hører dog desværre, at denne venlighed åbenbart ikke passede i Jarlovs kram, så i et forsøg på at fremprovokere den konfrontation, han havde håbet på, kom han luskende tilbage, EFTER at åbent hus-arrangementet var overstået, og blev da pænt bedt om at forlade huset, idet det nu var ved at lukke for natten. Dette modsatte han sig først, og forsøgte så senere på den højreekstreme blog 180grader.dk at få til at lyde som om, at han var blevet smidt ud fra åbent hus-arrangementet. Selvfølgelig var der ingen af de seriøse medier, der gad bringe den løgnagtige ikke-historie.

Efter tirsdagens arrangement, der trods enkelte barnlige provokatører i det store og hele var en overvældende positiv oplevelse, er byggeriet da også fortsat med forøget optimisme. I stueetagen er scenen og bardisken næsten færdig, og på første sal er folk gået i gang med at indrette et stort køkken, hvor man kan lave de nok så kendte folkekøkkener, et par værksteder, hvor man kan udfolde sig kreativt, og et bibliotek-cum-infoshop med computerrum, der bl.a. tænkes brugt til debataftener, vidensdeling, introduktioner til fri software og lektiehjælp til områdets unge. På øverste etage findes en stor, lækker sal, som bl.a. bruges til de ugentlige fællesmøder, til forskellige former for idræt, dans og lign.

Er der noget, du har lyst til at lave, så kom forbi og få en rundvisning og giv en hånd med – der er folk i huset de fleste dage fra ca. kl. 11 om formiddagen. Det har mange andre gjort, fx flinke folk som David fra Roskilde, der uden tidligere at have haft tilknytning til miljøet, har valgt at slå turen forbi næsten hver dag, for at bidrage med sin arbejdskraft og ikke mindst værktøjssamling. Der skal herfra lyde en stor tak til og begejstring for såvel David som de mange flinke naboer og besøgende, der har været med til at gøre det nye ungdomshus' første par uger en så positiv og behagelig en oplevelse på trods af den destruktive energi, som fuldvoksne konservative lokalpolitikere kan frembyde i fuldt samme mål som frustrerede teenagere (omend på betydelig mere træsk façon).

2008-05-20

Den dag VU (næsten) besatte Ungdomshusets gård

Det blev i formiddags kundgjort via den højreekstreme blog 180grader.dk, at nogle forvirrede unge mennesker fra Venstres Ungdom i dag ved 17-tiden ville besætte nogle lokaler i Kulturhuset Nordvest, nemlig de lokaler, der er udpeget til at huse det nye Ungdomshus. Nuvel, man kan jo godt have brug for et lille afbræk i den megen eksamenslæsning, så selv om jeg egentlig ikke havde tid, besluttede jeg mig for at tage op at se på sagerne - om ikke andet så for at bevidne den aparte hændelse, at erklærede ejendomsretsfundamentalister brød deres egne grundlæggende principper og besatte et hus. Aktionen ville ifølge 180grader.dk blive promoveret på hjemmesiden www.ungeliberalemedhangtilhuse.dk "senest kl. 11.30 i dag", og hvis den formulering ikke stinker af hastværk, så gjorde det faktum, at siden kl. 13.00 endnu ikke var oppe at køre (eller er det i skrivende stund). Nuvel, man må bære lidt over med dem - højrefløjen er jo ikke vant til at aktionere.

I dagspressen udtalte politiet - som vel forventeligt - at de ville være til stede og ikke ville acceptere en besættelse, hvortil VU frejdigt havde repliceret, at de skam alligevel havde tænkt sig at gennemføre aktionen.

Efter nogle timer fordybet i forskelle på hyalin og fibrøs brusk, stundede det mod 17, så jeg lagde bøgerne fra mig, spændte cyklen for og hjulede op ad Nørrebrogade. Efter at have brugt små 10 minutter på at krydse Tomsgårdsvej (der mangler seriøst et lyskryds!), nåede jeg helskindet frem til Kulturhuset, der var så godt som pakket ind i politi. Jeg havde halvt forventet at blive nægtet adgang, men politiet må åbenbart ikke have kunnet aflæse af min påklædning, at jeg var venstreorienteret, for jeg fik lov til uantastet at gå op ad grusstien til kulturhusets gård - et privilegium, der ellers kun blev tilstedt VU'ere og fotografer, medens de mange andre fremmødte aktivister blev tilbageholdt på hhv. Rentemestervej og Dortheavej.

Knapt var jeg kommet ind i gården, før en 10-15 unge mennesker iført jakkesæt, slips og højhælede sko kom marcherende med vinglas og et stort banner, der erklærede: "NU ER DET VORES HUS!". "Vi" var i denne kontekst en forening af unge højreradikale, der gik under den mundrette forkortelse U.L.M.H.T.H. Vel ankommet til pladsen tog de opstilling i gården foran kulturhuset og poserede med deres banner for de fremmødte fotografer, hvis antal langt overgik de unge højreekstremes.

Med disse "photo ops" overståede steg forventningerne med hensyn til den tilstundende besættelse - ikke mindst da politiet var så massivt til stede, at der vel har været seks betjente for hver VU'er (inklusiv en gruppe civilbetjente i klassisk letgenkendelig civiluniform). Det havde tydeligvis også fået de unge højreekstreme til at tænke sig om en ekstra gang - trods deres bragesnak tidligere på dagen - og i stedet hentede de skyndsomt en medarbejder fra kulturhusets café, som efter en kort improviseret tale fra en respektabel ung mand fik overrakt et par flasker vin. Herefter var hensigten at byde de fremmødte folkemasser på champagne, men da politiet ganske aldeles havde indkapslet kulturhus og gård, var det småt med aftagere til de dyre dråber.

De unge borgerlige besættere in spe fejrede således den fejlslagne besættelse ved selv at indtage store mængder champagne til lyden af Ungeren-bandet Magtens Korridorer fra deres medbragte ghettoblaster. Adspurgt om det pudsige i dette musikvalg, bedyrede et par af dem, at de skam var imod rydningen af Ungdomshuset og i øvrigt også gik ind for Christiania, hvilket - indrømmet - kom som lidt af en overraskelse. Der fulgte dog ikke nogen nærmere forklaring, så den må læseren selv gætte sig til.

Nuvel, efter således at have fået godt med boblevand inden for slipseknuderne, kastede de sig ud i et forsøg på at opføre den franske selskabsdans Les Lanciers. Jeg skal ikke kunne sige, om det var vinen, der var steget dem til hovedet, eller om de dansede en særlig innovativ afart af lanciers, men det foresvæver mig, at den traditionelle version af dansen ikke inkluderer helt så mange frontale sammenstød. Om ikke andet, var det endnu en glimrende fotomulighed - for ikke at sige "gefundenes Fressen" - for de fremmødte journalister.

Da gassen efter dette optrin syntes at være gået af de selvproklamerede besættere, valgte jeg herefter at gå ud til de mange fremmødte unge, der af politiet var blevet nægtet adgang til den fejlslagne besættelse-cum-spastisk lanciers-opvisning. Der gik da heller ikke længe, før VU'erne pakkede champagneglas og ghettoblaster sammen og i samlet flok rømmede den gård, som de i ultraliberalistisk kådhed havde besat. Eller i hvert fald danset spastisk lanciers i.

Ganske givet uden, at det på noget tidspunkt var gået op for de unge mennesker, at de havde "besat" den del af gården, der ikke tilfalder det nye Ungdomshus ...

2008-04-07

Reklamer - retten til at hjernevaske?

I nat løb en storstilet aktion af banen i København, hvor heltmodige unge mennesker udskiftede 250 af de store reklameplakater, der skæmmer bybilledet, med røde "Ingen reklamer tak"-skilte. Det er, undskyld mig kraftudtrykket, en sindssygt fed aktion – især når vi er kommet så vidt, at selv kommunale bygninger og Metrostationer er klistret til med budskaber fra samfundets rigeste. I min mening, burde man snarere forbyde reklamer i alle offentlige bygninger og rum.



Hvorfor denne modvilje? Jo, fordi reklamer – hvor uskyldige de end enkeltvis kan virke – i det enorme omfang, som vi bombarderes med dem i vort samfund, udøver en voldsom indflydelse på, hvordan vi tænker og føler om ting. En isoleret reklame kan være nok så uskadelig og også let at "gennemskue" som sådan, men når man uden at være det bevidst (og dermed uden at have sine mentale "parader" oppe) de første par tusinde gange (og det sker overraskende hurtigt i vores samfund!) har lært at associere produkt X med glade, smilende, succesfulde mennesker, så påvirker det unægtelig ens dømmeevne på et mindre bevidst plan, idet vores hjerne fungerer således, at de positive følelser vi har ang. de glade, smilende, succesfulde mennesker så at sige "smitter af" på produktet, med hvilket de associeres.

Kathleen Taylor skriver i sin bog Brainwashing følgende:
Brainwashing in fiction is often depicted as a coercive torture, but its conceptual heart, the deliberate and manipulative changing of belief, need not require force. Advertising is not coercive, but it is a deliberate attempt to change minds. Companies do not promote their products by accident, and their aim is primarily to increase profits by removing money from customers. Frequently companies will claim to have identified needs for their products, and to be simply supplying those needs. Who could deny that needs ought to be fulfilled?

Yet we should be sceptical of this explosion in consumer needs. The ability of our brains to associate powerful emotions with abstract ideas means that it is relatively easy to associate a product with a basic desire. The need is not for the product particularly, it is for the fulfilment of the basic desire; but we accept the product as a proxy (and then wonder why, when we get it home, we may feel vaguely disappointed). A traditional example, rarer now in mainstream advertising, is the sales technique which promotes certain cars by draping semi-naked females across their bonnets (the target audience was assumed to be male and heterosexual). Cars are machines for transporting one comfortably and conveniently from A to B; most are really quite similar in design and construction. Having an attractive woman sprawled across the front could scratch the paintwork and would do nothing for the aerodynamics even if she took all her clothes off. Not that the eager buyer was likely actually to find such a vision in his local showroom. Rather, the advertisers assumed that their customers would associate one particular lump of metal and plastic with sexual desire. The implication is clear: buying this product will satisfy that desire and improve your sex life. [...]

Those who describe advertising as brainwashing, however, are not usually intent on singling out particular adverts. Rather they deplore the cumulative effect on our cultural environment of a large number of adverts over a period of time. The same argument is made about violence in television, cinema and the news media. No single gory murder may be responsible for desensitizing modern youth, no single sugary advert for rendering it increasingly overweight, but the net impact of visual violence can be considerable. Is this a valid claim?

There is in fact considerable evidence that mass media models of the world we live in have a significant impact on us. These portrayals of 'real life'—which may, like a cultist's view of reality, bear little resemblance to the real thing—can shape our behaviour in ways we may not recognize. Studies in Britain and the United States, for example, consistently show a fear of crime which is out of proportion to the actual risks of being a victim, but which reflects the proportion of attention devoted by the media to crime. Television shows provide extremely distorted versions of reality. As Pratkanis and Aronson point out in The Age of Propaganda, in the world of television beautiful people are much more common that in real life, as are doctors and lawyers, while positive role models of scientists, the elderly, the disabled, or ethnic minorities are much less common. We all think we know it's not real, yet US studies have clearly shown that people who watch more television have a more distorted, racist world view than those who watch less. Television can affect behaviour as well as attitudes.

[...] No, what bothers the critics seems to be the idea that the environmental effects of advertising and the media are shaping our minds in subtle ways which we do not recognize. We can select any one of hundreds of magazines from our local supermarket—yet we rarely stop to ask why all those magazines contain so much about sex and physical attractiveness, why the faces on the covers are so unrepresentative of the readers, why certain topics are covered in detail and others completely ignored. Someone makes those decisions, and makes them with profits in mind, but it certainly isn't us.
(Taylor, Kathleen, Brainwashing – the science of thought control, p. 53-54)
Og ud over denne indirekte, gradvise massetildannelse af folks mentale landskaber, så er der selvfølgelig også det langt mere direkte problem, at kommunale instanser, der accepterer at udleje kommunal plads til reklamer, bringes i et direkte afhængighedsforhold til det private erhvervsliv, der kan kompromittere deres uvildighed og frihed til at handle på den måde, der tjener folket bedst, hvis f.eks. en kommunal handling ville stride mod en hovedannoncørs interesser.

Af disse, og flere andre grunde, som jeg ikke vil trætte dig med her, er bagmændene bag denne civile ulydighedsaktion, at betragte som helte, der kæmper en ulige kamp for at slå enkelte skår i storkapitalens enorme indflydelse over almindelige menneskers sind. Værsgo' og nyd aktionen herunder, og overvej så næste gang, du kommer forbi en reklame med en perfekt fotomodel, om den egentlig gør dig lykkelig eller det modsatte?

2008-03-29

"The torch of knowledge sputters in your hand!"

Tingene står slet til i Danmark – i hvert fald, hvis man ikke bærer et -sen-navn, går på CBS eller har andre mål i tilværelsen end at svælge i friværdi, ferierejser og tankekvælende gøglespil (direkte til dig fra Statsradiofonien), der får selv store og respektable aviser til at mene, at en 15-årigs adfærd i en tv-sang-konkurrence er værdigt forsidestof.

Et sted, hvor det især står skidt til, er i universitetsverdenen. Gennem de sidste mange år er denne med hård hånd og lov blevet kommercialiseret, idet man ovenfra har tvunget den nyliberalistiske ideologis idealer ned over disse gamle lærde institutioner. På et helt grundlæggende plan har man indført, at universiteterne aflønnes efter antallet af STÅ'er (det vil sige: beståede eksaminer), der producerer - altså har man gjort universiteterne til eksamensfabrikker, ud fra den device, at der skal være et økonomisk incitement til at levere en undervisning, der fremmer de studerendes evne til at bestå eksamen.

Dette betyder selvfølgelig, at undervisningen bliver strengt fokuseret på at maksimere beståelsesraten (og mindre på faktisk at danne de studerende), men langt værre er, at de enkelte institutter og undervisere hermed får et direkte økonomisk incentiv til at slække på eksamenskravene - for jo lavere krav, man stiller, jo flere består eksamen, og jo flere penge får man. Og en alvorlig sænkelse af krav til pensum, kunnen og præstation er da også netop hvad man hører om fra snart set enhver gammel akademisk organisation. Overalt skærer man ned og reducerer kravene – ja, mit eget medicinstudium er de facto blevet kortet af med et år (!) – bare på de to år, jeg har studeret. Så kommer folk nemlig hurtigere (og nemmere!) igennem; universitetet får flere STÅ-penge, og der kommer flere folk på arbejdsmarkedet til at øge omsætningen, synes at være ræsonnementet. Kapitalismen har altid foretrukket kvantitet frem for kvalitet – en brist i det sidste kan man nemlig bøde på med PR ... i hvert fald indtil køberen er faldet i fælden.

Akademikere er mestendels et godmodigt, lidt forsagt folkefærd – i hvert fald når det kommer til deres arbejdsgivere – og derfor hører man stort set ikke om de groteske vilkår, der dominerer på mange universiteter. Således betroede en løstansat ven mig for nylig, at man fra universitetets side havde meddelt ham, at hvis ikke mindst 70% af hans hold bestod eksamen, så ville han ikke blive aflønnet! Og som om det ikke var nok, så er den økonomiske skruetvinge på universiteterne nu blevet så hård, at det er blevet almindelig praksis at lade højtkvalificerede folk henslæbe årtier i løse timeansættelser, uden pension, rettigheder, sikkerhed eller indflydelse på deres arbejdsplads; folk, som efter enhver rimelighed burde være blevet fastansatte efter nogle års prøveansættelse, bliver nu holdt uendeligt på timeansættelse, fordi det er billigere for universiteterne. Så kan man jo også undlade at ansætte dem i sommerferiemånederne og så spare penge dér, idet man ganske koldt og kynisk fra universiteternes side kalkulerer med, at de håbefulde deltidsansatte i feriemånederne er villige til at gå på dagpenge. Det, der engang var lærdommens højborge, er i dag markedsgjorte i en sådan grad, at de skalter og valter med deres ansatte uden skyggen af skam i livet. Det kan de selvfølgelig kun gøre, fordi der er tale om en personalegruppe - akademikere - som har brugt årevis på at tilegne sig kvalifikationer, der er så specialiserede, at de ikke finder anvendelse uden for universitetsverdenen. Derfor ved universiteterne, at de kan behandle dem så dårligt det skal værre – de har jo ikke andre steder, at søge hen ...

Selv om dette er en kendt sag i universitetsverdenen, og da særligt på humaniora, er det – hvor grelt uanstændigt en situation, det end er – ikke noget, der får den store mediebevågenhed. Hvordan skulle seriøse nyheder om problemer i universitetsverdenen kunne konkurrere med 15-årige karaoke-stjerner? Og ofte tør de berørte heller ikke råbe for højt om deres nød – for det kan jo koste dem næste semesters ansættelse! Men enkelte vælger at tage bladet fra munden og sige, hvad mange tænker. Således Anne Chresteria Neutzsky-Wulff, der i januarnummeret af Aarhus Universitets avis Campus (p. 14) beskriver de forstemmende forholdene i indlægget "Seks år som universitetsspøgelse":

Hvert år har jeg hjulpet med at skaffe en god del af mit instituts
STÅ’er, fordi jeg underviser på – for mit lille fag – forholdsvis
store hold. Jeg har følt mig varmt modtaget i det nærkollegiale
miljø – til daglig var jeg lige så stor en del af undervisningen
på instituttet som de andre undervisere. Men administrativt og
overenskomstmæssigt set var jeg et spøgelse – en semestervis
besøgende underviser og derfor uden rettigheder – ingen pension
eller ret til barsel.
Jeg får ikke automatisk penge for at rette opgaver eller løn for
møder. Jeg får heller ikke løn for den indledende forberedelse
af semestrets undervisning – den er indregnet i de 1½ times
forberedelse, jeg får pr. afholdt undervisningstime. Men denne
faktor dækker ikke engang de timer, jeg bruger på den daglige
forberedelse. Jeg har aldrig i løbet af de 6 år været til en medarbejdersamtale.
[...]
Jeg skriver ikke dette for at få luft for min bitterhed, men for
at skabe opmærksomhed omkring et stort problem på universiteterne.
Undervisningsassistenterne landet over står for en
stor del af universiteternes undervisning. I 2006 afholdt landets
15.000 undervisningsassistenter hele 2.164.000 timer (tal fra
indlæg i Universitetsavisen, KU, sept. 2007).
[...]
At universiteterne er klemt økonomisk, er ingen undskyldning
for at holde en stor gruppe ansatte på sultegrænsen, nægte
dem pension og andre rettigheder samt bevidst kalkulere med,
at de går på supplerende dagpenge. Det er ganske enkelt ikke en
værdig måde at være ansat på.
[...]
Og kære studerende, hvis I har undervisningsassistenter og
eksterne lektorer som undervisere og er glade for deres undervisning,
vil I så ikke være med til at lægge pres på universiteterne
for fastansættelse af sådanne dedikerede undervisere? Bedre
vilkår for underviserne betyder bedre undervisning.
Mere forstemmende læsning om den sørgelige tilstand i landets uddannelsessystem kan findes på bloggen Forskningsfrihed, der også bringer ovenstående indlæg i fuld længde.

In other news, så nåede min ærgrelse over P1's stigende popsmarthed nye grænser i dag, da jeg på cykelturen hjem hørte en tidligere P1 Debat. Programmet var i sig selv ikke så slemt, men umiddelbart efter slut-jinglen blev man belemret med en reklame for P1's nye program, der "sætter fokus på coaching" – dette intetsigende amerikanske modeord, der med et snuptag forvandler enhver husmor og fusentast til noget fornemt og progressivt. Nuvel, det er trist nok, at P1 er hoppet med på denne popdille, men hvad der virkelig slog benene væk under mig var beskrivelsen af næstkommende coaching-udsendelse, der angiveligt handler om "filosofisk ledelsescoaching", en coaching-metode udviklet af den gamle græske filosof Aristoteles! Tænk, at de uden at skamme sig mener at kunne byde tænkende mennesker den slags ... Hvad bliver det næste? "Kristen virksomhedscoaching", udviklet af den antikke jødiske coach Jesus? Det vender sig i mig.

2008-02-01

Til ungdommen


Kringsatt av fiender

Nordahl Grieg, 1902-1943, norsk poet og forfatterMelodi: Otto Mortensen
Tekst: Johan Nordahl Brun Grieg (1936)


Kringsatt av fiender, gå inn i din tid!
Under en blodig storm, vi deg til strid!
Kanskje du spør i angst, udekket, åpen:
Hva skal jeg kjempe med, hva er mitt våpen?

Her er ditt vern mot vold, her er ditt sverd:
Troen på livet vårt, menneskets verd.
For all vår fremtids skyld, søk det og dyrk det,
Dø om du må, men øk det og styrk det!

Stilt går granatenes glidende bånd.
Stans deres drift mot død, stans dem med ånd.
Krig er forakt for liv, fred er å skape.
Kast dine krefter inn, døden skal tape.

Elsk – og berik med drøm – alt stort som var.
Gå mot det ukjente, fravrist det svar!
Ubygde kraftverker, ukjente stjerner –
Skap dem, med skånet livs dristige hjerner.

Edelt er mennesket, jorden er rik.
Finnes her nød og sult, skyldes det svik.
Knus det! I livets navn skal urett falle.
Solskinn og brød og ånd eies av alle.

Da synker våpnene maktesløs ned!
Skaper vi menneskeverd, skaper vi fred.
Den som med høyre arm bærer en byrde,
Dyr og umistelig, kan ikke myrde.

Dette er løftet vårt fra bror til bror:
Vi vil bli gode mot menneskenes jord.
Vi vil ta vare på skjønnheten, varmen –
Som om vi bar et barn varsomt på armen.

2008-01-25

Kujon går med kniv, soldat med gevær

Nåmmen så cyklede man ned af Søgaderne i stiv kuling på bedste beskub med P1 Debat i ørene, hvor man kunne høre en debat i kølvandet på al kniv-hysteriet, der har plaget landet de sidste par uger. Det var Socialdemokraternes Karen Hækkerup og den konservative Tom Behnke, der debatterede, hvorvidt man skulle udnytte mediepostyret til at indføre et totalt forbud mod enhver slags knive. Meget foruroligende var det at opleve, at det var hos den konservative Tom Behnke – som tidligere har markeret sig ved fx at henvise til Gud for at begrunde sin modvilje mod at ligestille homoseksuelle – der i denne omgang måtte agere fornuftens stemme. For det var virkelig en sørgelig omgang populisme, Hækkerup her præsterede.

Hun foreslog et totalt forbud mod enhver slags knive. På den måde kunne man nemlig komme knive helt til livs, mente hun. Herimod indvendte Behnke meget rimeligt, at de knive, der bliver brugt til at stikke folk ned, i forvejen er ulovlige, og at de knive, som p.t. er lovlige (og som Hækkerup altså vil have forbudt) ikke bliver brugt til kriminalitet. Der er tale om schweizerknive, fiskeknive og andet uskyldigt, som folk bruger i deres hverdag og som ofte er foldeknive, der langt snarere ville folde om egne fingre, hvis man skulle forsøge at stikke nogen med dem. Ved at forbyde den slags knive – evt. kun i et bestemt tidsrum – gør man helt tilforladelige mennesker til kriminelle, men opnår til gengæld ikke at gøre noget over for de folk, der begår knivstikkerierne.

Jowjow, det var da meget godt, svarede Hækkerup. Men det var ikke det, der "var spørgsmålet", som hun med vanlig politikerudenomssnak sagde. Hun syntes, at det var et godt signal at sende, hvis man helt kunne forbyde kniv. Det havde politiet også bedt om, mente hun. Det havde politiet imidlertid ikke alligevel, kunne Behnke oplyse, og man havde i øvrigt også i Norge lavet en undersøgelse, der viste, at et totalt knivforbud ikke gav den ønskede effekt, men bare førte til at kriminalisere folk, der af helt legitime årsager havde hobbyknive og den slags på sig. Nuvel, svarede Hækkerup. Men skulle vi alligevel ikke bare prøve at forbyde alle knive? Bare som en prøve? Et prøveforbud mod kniv. Så ville det sikkert alt sammen blive meget bedre.

Hvad skal man dog stille op med den slags? Populisme af værste skuffe. Der var et knivdrab, som blev meget publiceret i medierne og som der var bred folkelig opbakning om at fordømme, og straks forsøger politikerne at fange stemmer ved at ride med på folkestemningen og foreslå forbud og stramninger. Og de lader sig ikke anfægte af, at deres tiltag ikke med rimelighed kan forventes at gøre livet bedre for nogen. Nu var det Hækkerup, der førte sig mest tåbeligt frem i netop denne debat, men ellers plejer de Konservative med justitsminister Lene Espersen at stå for de værste forsøg på at afvikle retssamfundet. Særligt pinligt blev det for et par uger siden – umiddelbart efter knivmordet – da Espersen sædvanen tro var hurtig til at ivre efter ekstrabeføjelser til politiet og indskrænkninger af borgernes retssikkerhed — så hurtig, faktisk, at selve politiet måtte minde hende om den uheldige tendens i hendes fremfærd. Informationsschef i Københavns Politi, Flemming Steen Munch, udtalte i den forbindelse:

»Vi har haft en del isolerede hændelser over en kort periode, men det betyder ikke, at udviklingen går i en helt forkert retning. Jeg får nok bank for at sige det, men det er, som om der har sneget sig en tendens ind blandt politikerne til at lovgive på baggrund af enkeltsager …

Vi skal også tage hensyn til borgernes retssikkerhed. Det går ikke, at hele København ender med at blive én stor permanent visitationszone.«
Pin-ligt!

Og lovgivning ud fra enkeltsager er hele kernen i problematikken. Ja, selvfølgelig er det forfærdeligt, at en uskyldig mand er blevet stukket ihjel, og man forstår godt den sindsoprivelse, det vækker hos mange, men det duer bare ikke, at politikerne lader sig rive med og udnytter denne kortvarige folkestemning til at få trumfet et eller andet uovervejet igennem, som aldrig ville være gået igennem på et tidspunkt, hvor folk var mindre affektprægede. Faktum er – og det vil i dette tilfælde sige, at tal fra Københavns Politi viser – at der ikke er en stigning i antallet af anmeldte knivoverfald. Der er ikke noget større problem nu, end der altid har været. Men medierne gør mere ud af de problemer, der er – folk får kort sagt slynget mere "knivmord!!!" i ansigtet – og derfor forekommer det voldsommere nu end før. Dette er kedeligt nok i sig selv, men det virkeligt sørgelige er, at langt flere politikere i dag er af en så ringe støbning, at de ikke har nogen skrupler ved at udnytte en sådan kortvarig folkestemning til at gennemføre uovervejede og skadelige lovforslag i et forsøg på at høste en håndfuld stemmer. Det er ulækkert at se på!

2007-10-25

Valg!

Så fik jeg endelig ny computer! Jeg havde godt nok lidt hyr med et defekt grafikkort, som jeg måtte tage ud til MM-Vision i Roskilde for at skifte, men nu er alt i orden. For de særligt interesserede kan jeg i øvrigt oplyse, at Roskilde med hensyn til offentlig transport er det rene uland, og at man rask væk kan beregne ca. 50 minutters gåtur ad en landevej uden fortov og dertil ca. 1½ times venten på bus, hvis man skal besøge MM-Vision ...

Nå, nok om det. Nu er der udskrevet valg, og alle sejl må sættes til for at sikre, at vi slipper af med den mest umenneskelige regering i nyere tid. En regering, der sætter penge og profit højere end mennesker, og derfor rask væk skærer ned både her og der til skade for de svageste i samfundet. Fogh-regeringens succes ligger i, at de har fundet ud af at give med den ene hånd, medens de i det skjulte tager med den anden, således at de igen og igen kan bilde folk ind, at de i stedet for at skære ned faktisk har forbedret den offentlige sektor, men det er det rene ordskvalder. Ingen, der har øren og gider lytte til de mange klageråb, kan være i tvivl - overalt mangler der penge, overalt er der nedskæringer og elendige arbejdsvilkår, overalt forringes folks vilkår af hensyn til profit.

At de har kunnet bilde befolkningen ind, at de fører socialdemokratisk politik er en joke, når undersøgelse på undersøgelse bevidner, at der bliver større sociale skel i befolkningen - at der bliver en større og større gruppe af fattige - og at Danmark er et af de mest fremmedfjendske lande i Europa. Men Fogh nægter med sin vanlige arrogance helt at forholde sig til kritik — det er symptomatisk, at hans første store ideologiske korstog var at afskaffe de hjemlige ekspert-instanser, der kunne kritisere hans politik. Væk med viden og forstand. Man skal ikke lade sandhed komme i vejen for ideologi - eller profit! Overalt er mantraet "profit! profit!" (eller på Foghsk: "Effektivisering!", hvilket betyder det samme) — selv universiteterne skal omdannes til pengemaskiner, og det offentlige sundhedsvæsen udhules langsomt til fordel for det private. Overalt støder man på forringelser, der begrundes med, at det sparer penge. Og i hver eneste af disse nedskæringer ligger den neoliberalistiske trossætning: det er acceptabelt at forringe folks vilkår, hvis det sparer penge. Hvis det er økonomisk fordelagtigt, kan vi godt lade folk rådne op i asylcentre og give børn varige psykiske mén. Penge er nemlig vigtigere end mennesker!

Og for at imødekomme en kritik, som én eller anden nok kunne sidde med: jeg påstår ikke, at man skal være helt ligeglad med økonomien. Min opfordring er blot den beskedne, at man ikke lader økonomien styre alt, men at man sætter hensynet til mennesker over hensynet til penge, således at profitten tjener mennesker og ikke omvendt.

De sidste to valgperioder har været en skæbnesvanger tid, hvor V & K i uhellig forening med den inkarnerede fremmedfjendskhed lige så stille har ødelagt meget af det, der var godt i Danmark, og sågar fået lov til at gøre det i overraskende ubemærkethed. Hvis denne situation ikke skal blive helt uafvendelig, må der en ny regering til NU! Socialdemokratiet har rimeligvis også deres fejl, men en socialdemokratisk regering ville dog være adskilligt bedre end vores nuværende sorte kabinet. Derfor vil jeg opfordre alle og enhver til at bidrage aktivt til kampen for en ny regering og et bedre Danmark.

Selv sympatiserer jeg mest med Enhedslisten, der er det parti, der gør mest for at drage opmærksomhed på de svageste grupperinger i samfundet og det parti, der lægger den største indsats for et tolerant og mangfoldigt Danmark. Igen og igen formår de trods deres beskedne størrelse at sætte en dagsorden, fordi de gennem deres repræsentanter på tinge kan agere vagthund over for magthaverne, og deres uafhængighed gør dem i stand til at tage sager op, som andre ikke tør røre ved.
Derfor var jeg i går til aktivistmøde i Enhedslisten, hvor vi lavede badges og trykkede foldere. Hvor de andre partier får massiv økonomisk støtte (som hovedregel fra erhvervslivet eller faglige organisationer), er Enhedslisten helt afhængig af engagerede medlemmer. Derfor vil jeg opfordre enhver, der ønsker et socialt retfærdigt og mangfoldigt Danmark om at blive medlem eller på anden vis engagere sig i valgkampen, så vi kan få standset Fogh-regeringens uheldssvangre kurs. Og der findes også rigeligt med måder, hvorpå man kan bidrage uden at være medlem. I den forbindelse vil jeg tillade mig at gengive et uddrag af en mail, jeg fik i går:

Bidrag til vores valgkampsindsamling. Vi har under 5 % af de midler som Venstre har, og vi er helt afhængige af dit bidrag! Gå ind på hjemmesiden og betal med dankort.
Skriv læserbreve. Angrib regeringen og bring Enhedslisten i spil. Deltag særligt i de lokale aviser.
Deltag i debatforaerne på nettet. Angrib regeringen og bring Enhedslisten i spil. Der er store netdebatter på www.dr.dk og www.eb.dk
Mød op til paneldebatter i dit lokale område. Stil spørgsmål til den Enhedslistekandidat der er ude – det er en konkret måde at sikre vedkommende taletid.
Gå på hjemmesiden og tilmeld dig Nyhedsbrevet, så modtager du løbende informationer under hele valgkampen.
Bor du i København er der desuden altid brug for aktivister på landskontoret til at pakke breve, ringe rundt til afdelinger og andre ting. Kig ind forbi Studiestræde 24.

På falderebet vil jeg gerne give et afsluttende ord til G13 - det storstilede arrangement, der lørdag d. 6. oktober fik ca. 7.000 mennesker på gaden for at støtte op om et nyt Ungdomshus ved en sjov og fredelig aktion, der skammeligt fra politiets side blev mødt med uproportionel voldsanvendelse og tåregas i rå mængder lige i hovedet på mindreårige, kulminerende i Danmarkshistoriens største masseanholdelse — barokt nok samtidig med, at politiet selv udtalte, at det havde været en forbilledlig fredelig aktion. Fra en nylig mail:

Vi vil gerne takke alle fordi i var med, jer der deltog i demonstrationen og aktionen, jer der lavede folkekøkken, jer der lukkede tåregasramte ind i jeres opgange, jer naboer til huset der kom med blomster til os, jer forældre der gik med for at passe på jeres børn, jer fra Gadens Førstehjælp der hjalp ofrene for politivold – og alle jer andre der hjalp til og var der.

[...]

At vi kunne holde stilen og aktions-kodekset på trods af politiet brutalitet og voldsanvendelse var flot og beundringsværdigt.

Vi vil til gengæld også gerne hælde en spand lort i hovedet på politiet!

Vi lagde vores planer åbent frem, i kunne følge med i vores forberedelse og vi fortalte jer endda at vi ikke ville slå på jer, men udelukkende konfrontere jeres magtmonopol – og alligevel plastrede i huset til med nato-pigtråd, bed os med jeres hunde, skød tåregas i hovedet på os og tævede os med jeres knipler!

Hvorfor? For at forhindre en lov-overtrædelse? For at forhindre os i at tage en ubrugt grund i brug?

Uanset hvilke begrundelser i kan have, kan det aldrig retfærdiggøre den voldsomhed og brutalitet i angreb os med. Især når den "forbrydelse" i ville forhindre os i at begå kun kan give bødestraf.

Det værste er næsten den behandling i gav dem i anholdte – at lade dem sidde 12 timer i strips på kolde betongulve og nægte folk toiletbesøg, vand og mad, siger ikke så lidt om jeres umenneskelighed.

Og at i kan slippe af sted med denne form for mishandling uden kritik og repressalier siger ikke så lidt om dette umenneskelige samfund.

Vi vil derfor også gerne rette en stor tak til alle jer der blev anholdt, men alligevel holdt humøret højt – og passede på hinanden på Bellahøj og Valby. Tak til jer der delte tæpper, fortalte vittigheder og holdt sammen.

G13 var en aktion – og aktionen er nu stoppet.