I wish I was a punk rocker.

2007-05-31

“The smart way to keep people passive and obedient is to strictly limit the spectrum of acceptable opinion, but allow very lively debate within that spectrum - even encourage the more critical and dissident views. That gives people the sense that there’s free thinking going on, while all the time the presuppositions of the system are being reinforced by the limits put on the range of debate.”

— Chomsky N., The common good, 1988

2007-05-20

Mésalliances

Kære læserskare

Det bliver ikke til så mange opdateringer for tiden - ikke fordi, jeg ikke har noget på hjerte, men fordi arbejde og umiddelbart forestående eksaminer (cellebiologi av av) kræver sit. Ét lille kort indspark i en igangværende debat kan det dog blive til:

Det er næppe gået nogen forbi, at Pia Kjærsgaard for et par dage siden vandt en del mediepræsens (vor tids højeste eksistensform) ved at foreslå, at man indfører et forbud mod muslimske tørklæder. Jaja, det overrasker vel ikke nogen, at DF vil afskaffe fundamentale friheder som retten til selv at bestemme, hvordan man vil gå klædt – det synes nærmest lidt uoriginalt – men Pia har vel haft brug for at styrke sit image oven på de sidste ugers forviklinger.

Men overraskende kan det nok være for somme, at en organisation ved navn "Kvinder for Frihed" anført af læge Vibeke Manniche blander sig i debatten – og taler for at afskaffe helt elementære frihedsrettigheder! Således f.eks. lørdag aften i Deadline på DR2, hvor Nina Bjarnason fra Kvinder "for" Frihed stillede op mod Elsebeth Gerner Nielsen, der i forrige uge blev kendt på en fin gimmick, hvor hun lod sig fotografere iført tørklæde ved siden af en ligeledes tørklædeklædt gammeldags dansk kvinde – en happening, som der ikke er nogen grund til at være undskyldende over.

Efter de indledende ritualer kastede Nina Bjarnason, læge, sig ud i sit kongsargument: D-vitamin-mangel! D-vitamin er en række nødvendige vitaminer, som dels optages gennem kosten, dels dannes af kroppen selv, når huden udsættes for sollys. Argumentet lyder i sin enkelthed, at tørklæder skal forbydes, fordi de de nedsætter mængden af sollys, der rammer huden, og derved øger risikoen for D-vitamin-mangel. Og her går det afgørende galt, fordi Gerner Nielsen i stedet for at afvise argumentet som det åbenlyse figenblad, det er, indlader sig på at diskutere det og dermed underforstået accepterer argumentets legitimitet – at det faktisk vil være rimeligt nok at forbyde tørklæder, hvis man kan bevise, at de giver D-vitamin-mangel. Dermed gør hun fra starten af en svag figur, og hendes position svækkes yderligere af, at hun går ind i en diskussion på et område, hvor lægen jo er på hjemmebane.

Faktum er, kort sagt, at det er tydeligt for snart enhver, at Vibeke Manniche og hendes klonhær blot bruger dette D-vitamin-argument som et tyndt fernis over deres underliggende chauvinisme/xenofobi; det ses ikke mindst af misforholdet mellem den postulerede skadevirkning – en marginal chance for knogleskørhed, der vel at mærke kan afhjælpes med noget så simpelt som et kosttilskud – og så de vidtgående indskrænkninger i frihedsrettigheder, de er villige til at indføre. Hvad synes du, kære læser, virker som den mest rimelige løsning på dette sjældne problem? Kosttilskud … eller statslig indgriben i borgernes påklædning? Det er så himmelråbende oplagt, at modviljen mod tørklæder er primær, og argumentet kun efterfølgende hæftet på for at legitimere denne modvilje. Det svarer til, når amerikanske kristne argumenterer, at man bør forbyde homoseksuelt samleje, fordi analsex giver øget risiko for vævsbeskadigelse. Eller en parallel, der måske ville resonere bedre i den danske befolkning: det svarer til, at man ville gøre det ulovligt at ryge i nærheden af personer under 18, fordi dette påfører dem passiv rygning, der jo har allehånde veldokumenterede skadevirkninger, som ikke kan udbedres ved kosttilskud …

Humlen af det hele er dette: det er helt og aldeles uholdbart at foretage et så radikalt indgreb i folks frihedsrettigheder, som det vil være at bestemme, hvordan de må gå klædt, alene for at nedbringe et i forvejen mikroskopisk problem (D-vitamin-mangel) en anelse. Derfor burde Gerner Nielsen fra starten have blankt afvist at gå ind i debatten om D-vitamin-mangel og blot have affejet det som det figenblad, det er. I stedet må argumentets tåbelige præmis - at små, letovervindelige ulemper er tilstrækkeligt til at fratage folk friheden til selv at bestemme deres påklædning - udstilles i al sin ubehagelige totalitarisme.

I forlængelse heraf kunne man i stedet med fordel have påpeget det horrible i Pia Kjærsgaards begrundelse for forslaget. Pia udtaler torsdag: "Tørklædet sender et signal om, at »jeg er anderledes, jeg er muslim og ikke en del af det danske samfund«." Den er lige til højrebenet, men ingen i den danske presse synes desværre at have formået at samle den op. Pia Kjærsgaard siger – man tror det næsten ikke – direkte, at hun vil forbyde tørklædet, fordi det er et tegn på anderledeshed. Hun og hendes uhyggelige parti tåler simpelthen ikke, at folk er anderledes end dem selv, og denne fascistoide holdning er uden tvivl et af de allerstørste problemer i dansk politik i dag. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at DF vil forbyde folk at være anderledes, men det er dog et sjældent syn, at de siger det så direkte.

Denne bold burde Gerner Nielsen – og i øvrigt alle andre partier fra Enhedslisten til de Konservative (for så vidt de er træt af at sluge kameler for ikke at støde DF) – have taget og løbet med, for den skriger jo ligefrem på at blive gjort til et selvmål. Men ingen gjorde det … velkommen til Danmark 2007 :(
Jeg går langsomt ned ad gaden,
ser på huse, der er grå.
Og alting ligner hinanden,
det har regeringen fundet på.

Men nu er konformiteten
gud i byen her, åh åh
og skiller du dig ud fra mængden,
så er du bare til besvær.

Lad dem ikke ta' dit håb,
eller knuse dine drømme
om at få et bedre sted.
Lad dem bare komme an,
vi har 69 i hjertet,
RETTEN TIL FORSKELLIGHED!

2007-05-06

MALOMALOMALOMALO

Jeg kom til at love noget om latinske finurligheder den anden dag, hvilket jeg iler med at følge op på. Jeg må indledningsvist beklage, hvis finurlighederne ikke helt er finurlige nok - jeg havde ikke overvejet, at denne blog kunne tælle indtil flere klassiske filologer blandt sine læsere, so to all you philologists out there: I'm sorry!

Det drejer sig såmænd blot om et lille latinsk digt på seksten otte stavelser (tak, JuraVang), som i al sin enkelthed lyder:

MALO MALO
MALO MALO

Jo, såmænd. That's all, og nok en smule kedeligt. Men det morsomme ligger i, at dette lille digt med en smule god vilje kan oversættes til engelsk sådan her:

I would rather be
in an apple tree,
than a naughty boy
in adversity.

Det er måske ikke så topmålet af indholdsrig poesi, men det rimer - og det er nu engang derpå, at man kender poesi fra prosa. Men lad os se på det latinske forlæg. Sagen er, at latin er et flekterende sprog, hvor man kan bruge kasusendelser til at angive mange syntaktiske oplysninger, dvs. oplysninger om, hvordan ord i en sætning hænger sammen - det vi normalt bruger forholdsord til. Lad os tage ordene ét ad gangen:

Mālō ("I would rather be") er første person singularis præsens indikativ af verbet mālle med betydningen "at foretrække". I tidlig latin bruges i stedet for mālō formen māvolō, og ordet er da også fremkommet ved en sammentrækning af de to ord magis ("hellere") og volō ("at ville") - og som det næsten kan ses, har disse to ord etymologisk set samme oprindelse som de danske ord "meget" og "at ville". Slægtskabet bliver endda tydeligere, når man tilføjer, at volō i infinitiv hedder velle.

Mālō ("in an apple tree") er ablativ singularis af nominet mālus, der betegner et æbletræ, og er dannet til ordet mālum, der betyder "æble". Ablativen bruges her, som så ofte ellers, med lokativisk betydning - hvilket vil sige, at leddet i ablativ angiver stedet, hvor handlingen finder sted. Ordet mālum har latin lånt fra græsk, hvor det hedder μῆλον /mēlon/. Når det græske ord har /-ē-/ og det latinske ord /-ā-/ skyldes det en velkendt lydændring, hvorved et tidligere græsk /*-ā-/ i de toneangivende attisk-ioniske dialekter bliver til /-ē-/. Denne lydændring rammer ikke alle græske dialekter, så i fx dorisk græsk finder man ordet i formen μᾶλον /mālon/. Vi kan altså heraf slutte, at det latinske ord mālum enten er indlånt, før denne lydændring indtraf, eller er indlånt fra en græsk dialekt som fx dorisk, der ikke blev ramt af ændringen. Denne slags betragtninger er grundstenen i den diakrone sprogvidenskab og tillader os i sidste ende rekonstruere det indo-europæiske grundsprog, som vore sproglige forfædre talte for ca. 5.000 år siden og hvorfra alle moderne europæiske sprog (med undtagelse af baskisk, finsk og ungarsk) nedstammer.


Mălō ("than a naughty boy") er endnu en ablativ singularis, men denne gang af adjektivet mălus, der betyder "skidt" eller "slet". Det lidt søgte ligger her i, at adjektivet her har en substantiveret anvendelse (i.e. bruges som et nomen), idet man af adjektivet mălus danner et nomen mălus med betydningen "en skidt knægt". Nuvel, det er vel ikke mere søgt, end at man hyppigt ser værre i de latintekster, der bruges i skolens latinundervisning. Denne gang er der imidlertid ikke tale om en lokativisk ablativ som før, men i stedet om en såkaldt separativ eller egentlig¹ ablativ, hvor denne kasus bruges til at betegne det, hvorfra noget fjernes ("separeres") eller hvortil der lægges afstand. Denne fjernelse eller afstandtagen kan være i såvel konkret (Romā profectus est = han er rejst fra Rom) som i mere overført betydning, hvilket er tilfældet her, hvor der jo er tale om at foretrække ét frem for noget andet. Latinsk grammatik er snedigt.
¹ Dette kan siges at være ablativens egentlige funktion, da de latinske grammatikere valgte betegnelsen cāsus ablātīvus netop efter denne anvendelse. Ablātīvus betyder nemlig "fraførende" eller "fjernende", idet det er dannet til ablātum, et participium af verbet aufero "at føre væk/fjerne".

Μălō ("in adversity") er atter en ablativ singularis, og her er vi tilbage i den lokativiske brug, idet ablativen igen bruges til at angive stedet, omend denne gang i en noget mere overført betydning. Der er tale om samme adjektiv, mălus, som ovenfor, og også her er der tale om en substantivering, men denne gang substantiveres adjektivet ved at blive sat i neutrum, så man danner nominet mălum, der så betegner "noget slet", "et onde" eller "modgang", hvorved den lokativiske ablativ mălō altså får betydningen "i modgang". Det kan i øvrigt i denne forbindelse nævnes, at selve roden her også er en god, gammel indo-europæisk rod, som genfindes i et væld af sprog. F.eks. forekommer den i græsk μέλᾱς /mélās/ med betydningen sort, mørk eller ondsindet, i sanskrit म॔लं /málam/ (skidt, snavs), म॔लिनस् /málinas/ (sort, mørk, beskidt) og i lettisk melns (sort).

Jovist, filologi er sjovere end man lige tror :)