I wish I was a punk rocker.

2006-10-23

Travlhed

Jeg har travlt for tiden. Alt, alt for travlt. Ikke bare har vi et fuldt skema på medicin med rigeligt af dertil hørende læsning og kemirapporter og deslige, men i tillæg er jeg begyndt på et af FADL's sygeplejevikarkursuser, som er en nødvendig forudsætning for, at man kan bestride det lukrative job som FADL-vagt på de danske sygehuse, hvilket er et vigtigt led i mine økonomiske planer for det næste halve årti eller sådan, og sådan et kursus kan sagtens omfatte 22 timer på en uge, så det er lidt småhårdt oven i alt det andet. Dertil kommer selvfølgelig, at jeg skal passe mine nuværende jobs og hvad man ellers fordriver tiden med - det går dog ret hårdt ud over fritidsaktiviteterne.

Der er mange ting, jeg kunne have lyst til at berette om, men jeg må snart i seng, så det får vente. Jeg begrænser mig til at kort at nævne en tysk anatom og særling, jeg er faldet over, nemlig den fascinerende Gunther von Hagens, som en af mine samboer var så god at introducere mig for. Gunther von Hagens' livshistorie er lang og spændende (inkluderer bl.a. fængsling som følge af forsøg på flugt fra Østtyskland), men endda mere spændende er hans store arbejde for at udbrede viden om anatomi til interesserede lægfolk. Han har udviklet en særlig metode kaldet plastination, der kan præservere kroppe i en særdeles livagtig tilstand, og så står han bag den omrejsende (og særdeles kontroversielle) udstilling Körperwelten (eller Body Worlds), der udstiller en række menneskelegemer i forskellige stillinger og forskellige dissektionsgrader ved hjælp af netop denne metode. Dertil har han i samarbejde med det britiske Channel 4 produceret en serie kaldet "Anatomy for Beginners", hvor han sammen med en patologiprofessor løbende dissekerer et kadaver og forklarer kroppens opbygning og enkeltdelenes funktion. Spændende sager, hvis man har maven til det.