I wish I was a punk rocker.

2005-02-27

Rome - here I come!

Så er det aftenen før, jeg ager mod Rom, og alle taler om Bodil og Oscar (men nok mest Oscar).

Jeg glæder mig - nuj, det skal blive godt at komme til Rom igen. Især glæder jeg mig til Leos indlevende kunstgennemgange og til den gode, romerske mad. Men jeg må se at komme hen at sove, for jeg skal op om fire en halv time.

Godnat.

2005-02-24

Romtur og fest

Var til forelæsning om afrikanske sprog i "Languages of the World". Forelæsningen var fin, men dagens interessante oplysning læste jeg i The Cambridge Encyclopedia of Linguistics under forelæsningen - nemlig at ca. halvdelen af verdens sprog bruger tonehøjde til at angive betydningsforskelle i ord - altså ligesom kinesisk gør det. Så mange havde jeg alligevel ikke troet, at det drejede sig om.

Ellers er jeg ved at gøre klar til at rejse til Rom. Det er en studietur, jeg arrangerer for et hold på Historie. Under ledelse af den uforlignelige Leo Tandrup skal vi marchere byen tynd og se på kunst - det skal nok blive godt.

I den lidt mindre afdelingen afholder vi i morgen (dvs. egtl. i dag) på Religionsvidenskab et arrangement om Religion i Kunsten - med deltagelse af bl.a. ovennævnte Leo Tandrup, idehistorikeren Dorthe Jørgensen og professor Hein Heinsen. Det skal nok blive spas - især fordi førstnævnte og sidstnævnte vist er godt og grundigt uenige og stort set hvad som helst.

Efterfølgende er der så en fælles fest for religionsvidenskab og teologi - dog åben for alle. Som kasserer i Religionsvidenskabelig Forening er det blevet min lod at stå i baren to timer i løbet af aftenen. Jeg er pænt dårlig til den slags - men nuvel, det går jo nok ;)

2005-02-20

Lejlighed!

Så er det bestemt! Jeg har sammen med to venner fundet en lejlighed i København, som jeg regner med at flytte ind i fra juni-juli. Det bliver helt vildt fedt. Den ligger på det nordvestlige Amager - små ti minutters gang fra Rådhuspladsen og Tivoli. Det er et nybyggeri ved navn Ny Tøjhus og det ligger helt vildt lækkert - stort set midt i København.

Vi kommer til at bo i en andelslejlighed på femte sal, så med lidt held får vi udsigt over store dele af København. Lejligheden har to store lækre altaner - en på hver side af bygningen, hvor man kan sidde ude og hygge sig.

Jeg er helt oppe at køre over det - det bliver et stort skridt. Men uden tvivl spændende.

2005-02-13

Semesterstart ...

Så er semesteret startet igen, og det mærkes. Der har været rigeligt at se til den sidste tid, og der er stadig rigeligt at se til, hvilket er årsagen til, at jeg ikke har opdateret så hyppigt.

Jeg er begyndt på en række spændende kurser: Vedisk sanskrit (hvor vi skal læse uddrag af Rigveda), højniveauhebræisk (hvor vi netop er gået i gang med nogle af dødehavsrullerne) og koptisk. Uheldigvis overlapper koptisk med nogle af hebræisktimerne, så det kan hænde, at jeg bliver nødt til at vælge det fra. Det er lidt ærgerligt.

Dertil følger jeg stadig Leo Tandrups glimrende foredragsrække om menneskets kultur- og mentatlitetshistorie belyst gennem kunsten - fra hulemalerierne op til vores tid. Leo er uden tvivl en af de mest fascinerende personligheder, jeg er stødt på i min tid som studerende, og hans personlige engagement i undervisningen uden sammenligning. Det er en fryd.

I øvrigt går jeg for tiden og savler over "Facts About the World's Languages", som vi har fået anbefalet i et af de kurser, jeg følger på Lingvistik. Det er en fantastisk lækker bog, og jeg er enormt fristet til bare at bestille den over Amazon, men den er møj, møj dyr, og jeg har stort set ingen penge (snøft, snøft), så hvis du er en rig filantrop, der har lyst til at glæde en fattig studerende, så ville det her være tidspunktet at gøre det på.

Det sidste, jeg vil nævne i dag, er The Bibles Repository, som er en glimrende hjemmeside, der har gjort en masse bibelmanuskripter og -versioner tilgængelige online som PDF-filer. Dejligt!

2005-02-06

... og tiden går.

Jeg har ikke lige blogget i et par dage. Delvist har jeg haft lidt travlt med uni-start og med at arrangere Rom-tur - delvist har jeg simpelthen ikke haft noget at skrive om. Det har jeg sådan set heller ikke i dag, men jeg tænkte, at jeg lige ville lade vide, hvorfor jeg ikke har givet lyd fra mig.

Når det nu skal være, så vil jeg gerne nævne en interessant artikel, jeg faldt over i Politiken: Det viser sig, at man helt konkret kan måle, at folks stressniveau falder og at deres humør stiger, når de har lejlighed til at se på planter og grønt. I Sverige har man sågar en såkaldt "rehabiliteringsträdgårdar" - et behandlingscenter, hvor en stor del af behandlingen består i at gå rundt og arbejde i en frodig have. Og det virker ...

Det er sådan en opdagelse, der er til at blive helt glad af.

Noget andet, der er til at blive helt glad af, er at Minoritetspartiet den anden dag fik 0,6 procent i meningsmålingen, samt at hele 3,6 i en undersøgelse foretaget af Catinét erklærede, at de overvejede at stemme på liste M. Der er håb endnu :)

Sidst, men aldeles ikke mindst: I morgen skal jeg i biografen og gense La Mala Educación sammen med min gode veninde Stiðes. Det glæder jeg mig til. Hun er nemlig sej.

Godnat :)

2005-02-03

Nu rabler det da vist ...

Lone Dybkjær har i dag ifølge Politiken meldt ud med et oplæg, der foreslår, at der skal gælde omvendt bevisbyrde i voldtægtssager. Hvis en kvinde altså anmelder en mand for voldtægt, er det således mandens pligt at bevise sin uskyld. Man er altså skyldig, indtil det modsatte er bevist.

...

Er hun da totalt riv-rablende sindssyg? Pardon my French, men jeg forstår det simpelthen ikke. Damen formåede tilmed i dag i TV2-nyhederne at udtale, at det ikke ville være noget problem for retssikkerheden, fordi hun ikke kunne forestille sig, at kvinder kunne finde på at lyve om den slags. Yeah, right ... wake up and smell the coffee! Selv om jeg ellers har en vis sympati med De Radikale, så er det lige netop sådan et stunt, der kunne få mig til at håbe, at hun ikke blev valgt ind - også selv om det skulle koste de radikale et mandat. Så hellere Birthe Rønn Hornbech, den fantastiske, stride harpe.

(Disclaimer: Ikke at jeg kunne finde på at stemme på Birthe Rønn. Hun skal nok blive valgt. Jeg selv stemmer på Rune Engelbreth Larsen fra Minoritetspartiet.)

Jeg søgte lidt i Politikens arkiver og fandt endnu et mindre heldigt udspil fra Fru Dybkjær, der vil gøre det forbudt at købe sex. Sig mig - hvad dælen laver den dame i et parti, der kalder sig selv liberalt? Burde hun ikke snarere stille op for de kristelige moralister?

Jeg kan passende benytte lejligheden til at gå til bekendelse. Jeg har selv været medlem af Det Radikale Venstre. Jeg fandt den kulturradikale strømning og den sociale liberalisme meget tiltalende, og fandt det ligeledes charmerende, at partiet generelt traditionelt havde progressive holdninger på spørgsmål som folkekirkens status, legalisering af soft drugs (fx hash), homoseksualitet, seksualpolitik osv. Jeg var af den overbevisning, at man i DRV på disse områder stod for den klassiske liberale holdning, at alt skal være tilladt, så længe man ikke skader andre. Og det gjorde man da også ... sådan da. I hvert fald i principprogrammet ... og i ungdomsafdelingen, men ikke så mange andre steder, forekom det mig. Så disillusioneret over, at de flotte principper i praksis dækkede over en smålunken konservatisme uden snert af radikalitet samt over de stramninger på udlændingeområdet, som DRV i samarbejde med Socialdemokratiet indførte, da de sad i regering, tog jeg mit gode tøj og gik. Og forslag som ovenforstående fra Dybkjær-kvinden gør, at jeg glæder mig over, at jeg gjorde det.

Speaking of liberalisme, så har dagens Politiken endnu en artikel, jeg har lyst at kommentere: det er vel efterhånden gået op for alle og enhver, at Venstre - Danmarks Liberale Parti er liberalt på samme måde som det ligger til venstre - that is: not at all. Fogh skrev jo ganske vist den der minimalstatsbog, men det mente han da vist ikke alligevel - i hvert fald blev han beredvilligt socialdemokrat for at få statsministerposten. Det er imidlertid endeligt blevet for meget for de liberale i partiet, der nu truer med at bryde ud og danne et selvstændigt parti. Se dét ville være en spændende udvikling i dansk politik. Ikke bare vil der komme fokus på, hvor hykleriske de siddende "liberale" er (fx har de stemt imod ethvert forslag om at give lesbiske lov til at blive inseminerede ...), men det kunne også skabe en bredere opbakning om en lang række liberale mærkesager som nævnt ovenfor. Lad os nu se ...

In other news:
  • Jeg linkede for et par dage siden til en artikel om abers adfærd. Nyheden findes lidt bedre beskrevet i Nature.
  • Jeg var inde at se Vera Drake her til aften. Rigtig god, men meget sørgelig film.
  • Og så havde vi konstituerende generalforsamling i Fagråd for Religionsvidenskab her i morges, hvor jeg havde gjort mig forhåbninger om at kunne slippe af med min post som kasserer. Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Vi var kun fire, der mødte op, og vi skulle være fem for at være beslutningsdygtige, så tough luck. Det står dårligt til med engagementet ...