I wish I was a punk rocker.

2007-05-06

MALOMALOMALOMALO

Jeg kom til at love noget om latinske finurligheder den anden dag, hvilket jeg iler med at følge op på. Jeg må indledningsvist beklage, hvis finurlighederne ikke helt er finurlige nok - jeg havde ikke overvejet, at denne blog kunne tælle indtil flere klassiske filologer blandt sine læsere, so to all you philologists out there: I'm sorry!

Det drejer sig såmænd blot om et lille latinsk digt på seksten otte stavelser (tak, JuraVang), som i al sin enkelthed lyder:

MALO MALO
MALO MALO

Jo, såmænd. That's all, og nok en smule kedeligt. Men det morsomme ligger i, at dette lille digt med en smule god vilje kan oversættes til engelsk sådan her:

I would rather be
in an apple tree,
than a naughty boy
in adversity.

Det er måske ikke så topmålet af indholdsrig poesi, men det rimer - og det er nu engang derpå, at man kender poesi fra prosa. Men lad os se på det latinske forlæg. Sagen er, at latin er et flekterende sprog, hvor man kan bruge kasusendelser til at angive mange syntaktiske oplysninger, dvs. oplysninger om, hvordan ord i en sætning hænger sammen - det vi normalt bruger forholdsord til. Lad os tage ordene ét ad gangen:

Mālō ("I would rather be") er første person singularis præsens indikativ af verbet mālle med betydningen "at foretrække". I tidlig latin bruges i stedet for mālō formen māvolō, og ordet er da også fremkommet ved en sammentrækning af de to ord magis ("hellere") og volō ("at ville") - og som det næsten kan ses, har disse to ord etymologisk set samme oprindelse som de danske ord "meget" og "at ville". Slægtskabet bliver endda tydeligere, når man tilføjer, at volō i infinitiv hedder velle.

Mālō ("in an apple tree") er ablativ singularis af nominet mālus, der betegner et æbletræ, og er dannet til ordet mālum, der betyder "æble". Ablativen bruges her, som så ofte ellers, med lokativisk betydning - hvilket vil sige, at leddet i ablativ angiver stedet, hvor handlingen finder sted. Ordet mālum har latin lånt fra græsk, hvor det hedder μῆλον /mēlon/. Når det græske ord har /-ē-/ og det latinske ord /-ā-/ skyldes det en velkendt lydændring, hvorved et tidligere græsk /*-ā-/ i de toneangivende attisk-ioniske dialekter bliver til /-ē-/. Denne lydændring rammer ikke alle græske dialekter, så i fx dorisk græsk finder man ordet i formen μᾶλον /mālon/. Vi kan altså heraf slutte, at det latinske ord mālum enten er indlånt, før denne lydændring indtraf, eller er indlånt fra en græsk dialekt som fx dorisk, der ikke blev ramt af ændringen. Denne slags betragtninger er grundstenen i den diakrone sprogvidenskab og tillader os i sidste ende rekonstruere det indo-europæiske grundsprog, som vore sproglige forfædre talte for ca. 5.000 år siden og hvorfra alle moderne europæiske sprog (med undtagelse af baskisk, finsk og ungarsk) nedstammer.


Mălō ("than a naughty boy") er endnu en ablativ singularis, men denne gang af adjektivet mălus, der betyder "skidt" eller "slet". Det lidt søgte ligger her i, at adjektivet her har en substantiveret anvendelse (i.e. bruges som et nomen), idet man af adjektivet mălus danner et nomen mălus med betydningen "en skidt knægt". Nuvel, det er vel ikke mere søgt, end at man hyppigt ser værre i de latintekster, der bruges i skolens latinundervisning. Denne gang er der imidlertid ikke tale om en lokativisk ablativ som før, men i stedet om en såkaldt separativ eller egentlig¹ ablativ, hvor denne kasus bruges til at betegne det, hvorfra noget fjernes ("separeres") eller hvortil der lægges afstand. Denne fjernelse eller afstandtagen kan være i såvel konkret (Romā profectus est = han er rejst fra Rom) som i mere overført betydning, hvilket er tilfældet her, hvor der jo er tale om at foretrække ét frem for noget andet. Latinsk grammatik er snedigt.
¹ Dette kan siges at være ablativens egentlige funktion, da de latinske grammatikere valgte betegnelsen cāsus ablātīvus netop efter denne anvendelse. Ablātīvus betyder nemlig "fraførende" eller "fjernende", idet det er dannet til ablātum, et participium af verbet aufero "at føre væk/fjerne".

Μălō ("in adversity") er atter en ablativ singularis, og her er vi tilbage i den lokativiske brug, idet ablativen igen bruges til at angive stedet, omend denne gang i en noget mere overført betydning. Der er tale om samme adjektiv, mălus, som ovenfor, og også her er der tale om en substantivering, men denne gang substantiveres adjektivet ved at blive sat i neutrum, så man danner nominet mălum, der så betegner "noget slet", "et onde" eller "modgang", hvorved den lokativiske ablativ mălō altså får betydningen "i modgang". Det kan i øvrigt i denne forbindelse nævnes, at selve roden her også er en god, gammel indo-europæisk rod, som genfindes i et væld af sprog. F.eks. forekommer den i græsk μέλᾱς /mélās/ med betydningen sort, mørk eller ondsindet, i sanskrit म॔लं /málam/ (skidt, snavs), म॔लिनस् /málinas/ (sort, mørk, beskidt) og i lettisk melns (sort).

Jovist, filologi er sjovere end man lige tror :)

1 kommentar:

Linda Nørgaard sagde ...

"Bjerge er i fødselsnød, og der vil blive født en latterlig mus".

Malo-digtet er sødt, men søgt.

Men hvad er nu det med, at man kan kende poesi på, at det rimer? Hvis ikke jeg holdt så meget af dig, ville jeg nok skælde dig ud :-)