I wish I was a punk rocker.

2006-09-27

Ondskabsregering.

Det er mig undertiden svært at forstå, hvordan folk kan støtte den siddende regering, som desværre ikke længere kan kaldes "den nye regering".

Thor Pedersen forkynder, at Danmarks økonomi er den skæreste optur, men alligevel sker der nedskæringer i helt elementære serviceydelser. Hvorfor? Jeg er ikke økonom og kender ikke de sikkert komplicerede sammenhænge, der ligger til grund, men det virker altså dybt forkert, og jeg har ikke tiltro til, at de smarte, liberalistiske pengemænd i regeringen har den menige borgers velfærd for øje.

Da jeg som sagt ikke er økonom, må min kritik blive en værdimæssig snarere end en økonomisk, men dér er der så sandelig også noget at komme efter. For den siddende regering synes ganske at mangle ethvert andet værdibegreb end dette ene, "rentabilitet" - med "forbliven ved magten" som mulig (og triviel) undtagelse. Overalt i samfundet ses effekterne af, at kaptalisme for regeringen ikke blot er et vilkår, men ligefrem et moralsk ideal. "Kan det ikke tjene sig ind, så må det skæres væk", synes parolen at være, og som altid er det kunsten og den abstrakte videnskab, der står for skud, når al overflødigt smagsdommeri skal skæres bort. Således har man brudt med en 500 år gammel tradition for landets universiteter og omskabt dem i det hellige firmas billede - med private direktører og rentabilitetskriterier, hvilket selvfølgelig måtte medføre, at den fri forskning nu er truet.

I Århus må kulturcenteret Huset, der i en generation har stillet lokaler og redskaber til rådighed for enhver kunstnerisk sjæl og hvis kreative miljø har vitaliseret hele bylivet, bukke under for rentabilitetskrav og nedskæringer (og det med radikale politikeres stemme - at de ikke skammer sig!), og i København vil den modbydelige regering lukke det kulturelle klenodie og uforlignelige tilløbsstykke, Christiania - en sjælden, blomstrende tidsel, der ved ånd alene er vokset af den danske cement - blot for at give plads til nybyggerier fra samme triste, sjælløse støbeform, som udstanser blok på blok på blok af indbringende, rentable højhuse, der p.t. er smarte og moderne, men som om ti år blot er endnu en facade af glas og stål i en by af glas og stål.

Christiania er ikke rentabelt, nej. Christiania er netop en torn i øjet på folk, der forfægter dogmet om rentabilitetens absolutte nødvendighed, og derfor må det per regeringens kyniske damptromle af en fascistoid ideologi nødvendigvis "normaliseres", hvilket selvfølgelig vil sige, at dets anderledeshed må nedbrydes, og området og dets standhaftige soldater må tvinges ind i konformiteten, tvinges ind under rentabilitetens ubarmhjertige åg, hvor alt, der ikke kan trække, fortjener at knække. Hvor det dog er deprimerende at se på ...

I en sådan tid kan det varme at læse om strejker og demonstrationer og standhaftige bedstemødre, der trodser ordensmagten, men det er en kortvarig varme, der kun slår rod, hvis folk gemmer deres harme og husker på den, når de næste gang skal sætte deres kryds, men ak, folket er et glemsomt folk ...

Nå, men det er da et lille lyspunkt, at Roben og Knud har offentliggjort deres Anders Fogh-sang ;) Glæder mig til at høre dem live i næste uge.

4 kommentarer:

Kevin sagde ...

Din kritik af regeringen virker overraskende standard-left wing og uigennemtænkt.

Mest naiv er din idé om, at man kun kan være tilhænger af normalisering af Christinia, fordi fristaden ikke er rentabel.

Skide da være med, at der ikke tjenes penge på hippierne! Problemet er snarere, at beboerne fra fristadens grundlæggelse har valgt at leve uden for de regler, vi skruer vores samfund sammen af. Og vi er faktisk mange, der går ind for, at disse regler kan håndhæves og gennemtvinges. Tænk lidt over, hvor mange af de regler, der gør dit liv tryggere, bedre og sjovere. Jo vist, somme tider er de regler sgu lidt ærgerlige, når de f.eks. byder dig at betale skat og den slags... Men skal vi ikke blive enige om, at reglerne alligevel sammenlagt er at foretrække samt for anarkiet? Eller hvad?

Thomas sagde ...

Det verkar illa ställt i Norge också!

Jag sökte på norksa bloggar för att få in en liten kommentar där, men får tydligen gå söderut istället :-)

Kopia:

Hur är det i Norge då?

Hela den svenska "vänstra" bloggosfären är köpt och såld. Det är bara en stor bluff alltihop.

Likadant i Norge?

Ha det!

Thomas

http://krigskronika-2007.blogspot.com/

Thomas sagde ...

Sorry!!!

krigskronikaN-2007.blogspotcom

skall det vara och inget annat!!!

Rasmus Pinnerup sagde ...

Til Kevin:

Jeg har ikke nogen idé om, at man kun kan være tilhænger af normalisering af Christinia p.g.a. fristadens manglende rentabilitet, og jeg ved ikke, hvor du får det fra. Min påstand er, at regeringen vil underlægge alt rentabilitetskritier og at dette er et stort, kulturdræbende onde.

Du skriver endvidere:
Og vi er faktisk mange, der går ind for, at disse regler kan håndhæves og gennemtvinges. Tænk lidt over, hvor mange af de regler, der gør dit liv tryggere, bedre og sjovere.

Bevares, jeg har skam ikke noget imod, at regler skal kunne håndhæves. Jeg er ikke foretaler for, at vi nedlægger staten. Men jeg mener, at staten har råd til - og til del også brug for - visse afvigelser fra reglerne.

Jeg mener således ikke, at regler partout skal håndhæves bare fordi. Jeg accepterer ikke, at det nødvendigvis må være et valg mellem regelfascisme og anarki. Ethvert sundt system må have en vis fleksibilitet, og det danske samfund er helt klart rigt nok til at tolerere en uskadelig afvigelse som Christiania. Problemet er den fanatiske mentalitet, der ikke tåler nogen afvigelse "bare fordi" ...