I wish I was a punk rocker.

2006-07-28

Dybets mysterier

Efter en lang nat på job og ca. seks timers søvn i bagende hede vågnede jeg med vag erindring om en drøm, hvor jeg (af en eller anden grund) var i Deadline og medbragte en 500-sider tyk færøsk grammatik. Jeg skal love for, at underbevidsthedens farverige monstre boltrer sig i drømmenes rige ...

Ellers stod dagen mestendels på nok en tur til Amager Strandpark med Morten og Lasse, hvor jeg igen fik lejlighed til at benytte mit nyligt erhvervede sæt af dykkerbrille og snorkel. Ud over de sædvanlige krabber (såvel stridende som generelt omkringluskende og denafdrivende) og stimer af små, lange tynde fisk så jeg også et par fladfisk. De lå på sandbunden med to små kugleøjne, der stirrede opad. Sjove dyr. Derudover gemte dybet på lidt forskelligt godt, bl.a. en lidt større fisk, som muligvis var en fjæsing, et bundt nøgler, en fed, sort ål og sågar en krabbe, der kom slæbende med en lidt mindre, død ål. Åhja, the old Circle of Life ... eller noget.

Uheldigvis skulle det ske netop som jeg for sidste gang svømmede langsomt ind mod stranden for at overlade dybets væsener til at fortære hinanden, at jeg pludselig mærkede en stikkende-brændende fornemmelse på højre skulder. Jeg nåede ikke at se, om ophavet vitterligt var en brandmand eller tilsvarende formidabelt søuhyre - jeg skyndte mig bare væk i en fart. Det gør stadig en smule nas.

Til aften så vi så filmen π - den er mærkelig, men ikke helt så mærkelig som Zardoz. I morgen får jeg at vide, om jeg er kommet ind på medicin. Argh. The unbearable waiting!

Ingen kommentarer: