I wish I was a punk rocker.

2006-06-14

iPod, Roskilde, nørdediller, bots og vikinger

Kære PowerBook (som det hedder i ATS)

Vi starter med en efterlysning: sød, lille, net, funktionel og ikke mindst afholdt iPod nano er gledet mig af hænde ved fæle menneskers mellemkomst. Hvis nogen har set den, vil jeg blive nok så taknemmelig for en besked. Den er lille og hvid og lystrer navnet Rasmus' iPod (opfindsomt, ikke?). Den kan kendes på, at mit navn og min emailadresse er indgraveret på bagsiden. Vi savner den!

Nå, nok om det. Tab af iPod opvejes af den gode nyhed, at jeg med sikkerhed skal på Roskilde Festival i år. Det har flasket sig så fint, at mit nye job som natportier ikke kræver, at jeg arbejder i den uge, hvor festivalen løber af stablen, og samtidig har jeg skaffet mig et job som frivillig på festivalen - så er den billet betalt. Og nuj, hvor jeg glæder mig. Ikke bare kommer der store navne som Roger Waters (ex-Pink Floyd), Bob Dylan og Morrissey, men også mit yndlingsband Kaizers Orchestra samt en række andre bands og kunstnere, jeg har et godt øje til: den uforlignelige Eivør Pálsdóttir, det færøske punk-band 200, den ortodokse reggae-jøde Matisyahu og mange flere. Og mindst lige så vigtigt - fantastiske mennesker som Stiðes, Molly, Mille og Christian. Uh, det bliver godt :)

I den positive afdeling skal også med, at jeg langt om længe fik taget mig sammen til at bestille et styk nørdekuriosum, jeg længe har overvejet at anskaffe mig, nemlig en t-shirt med det internationale fonetiske alfabet. Hvad skulle man dog gøre, hvis ikke man kunne udtrykke sin individuelle nørdethed gennem t-shirts. Vidunderet kan ses her.

Til nørdeafdelingen hører det nok også, at jeg er blevet ganske grebet af den svenske dance-sang om Boten Anna, som topper nordiske hitlister og udgør et af de mest virulente internet-memer for tiden. Sangen (musikvideo findes her) handler om IRC, et chatsystem, og en misforståelse ang. en IRC-bot (et robotprogram, der skal holde orden i chatten), men folk flest synes at tro, at det handler om en båd. Så hvad er der at gøre andet end at skrive en Wikipedia-artikel om det? (Apropos nørdethed ...)

Til sidst kan jeg ikke dy mig for at berette, at min gode veninde Linda her for ikke så længe siden blev formand for Forn Siðr (Asa- og Vanetrosamfundet i Danmark). Linda er sej! Jeg vil også være formand for en religion ...

Ingen kommentarer: