I wish I was a punk rocker.

2005-02-03

Nu rabler det da vist ...

Lone Dybkjær har i dag ifølge Politiken meldt ud med et oplæg, der foreslår, at der skal gælde omvendt bevisbyrde i voldtægtssager. Hvis en kvinde altså anmelder en mand for voldtægt, er det således mandens pligt at bevise sin uskyld. Man er altså skyldig, indtil det modsatte er bevist.

...

Er hun da totalt riv-rablende sindssyg? Pardon my French, men jeg forstår det simpelthen ikke. Damen formåede tilmed i dag i TV2-nyhederne at udtale, at det ikke ville være noget problem for retssikkerheden, fordi hun ikke kunne forestille sig, at kvinder kunne finde på at lyve om den slags. Yeah, right ... wake up and smell the coffee! Selv om jeg ellers har en vis sympati med De Radikale, så er det lige netop sådan et stunt, der kunne få mig til at håbe, at hun ikke blev valgt ind - også selv om det skulle koste de radikale et mandat. Så hellere Birthe Rønn Hornbech, den fantastiske, stride harpe.

(Disclaimer: Ikke at jeg kunne finde på at stemme på Birthe Rønn. Hun skal nok blive valgt. Jeg selv stemmer på Rune Engelbreth Larsen fra Minoritetspartiet.)

Jeg søgte lidt i Politikens arkiver og fandt endnu et mindre heldigt udspil fra Fru Dybkjær, der vil gøre det forbudt at købe sex. Sig mig - hvad dælen laver den dame i et parti, der kalder sig selv liberalt? Burde hun ikke snarere stille op for de kristelige moralister?

Jeg kan passende benytte lejligheden til at gå til bekendelse. Jeg har selv været medlem af Det Radikale Venstre. Jeg fandt den kulturradikale strømning og den sociale liberalisme meget tiltalende, og fandt det ligeledes charmerende, at partiet generelt traditionelt havde progressive holdninger på spørgsmål som folkekirkens status, legalisering af soft drugs (fx hash), homoseksualitet, seksualpolitik osv. Jeg var af den overbevisning, at man i DRV på disse områder stod for den klassiske liberale holdning, at alt skal være tilladt, så længe man ikke skader andre. Og det gjorde man da også ... sådan da. I hvert fald i principprogrammet ... og i ungdomsafdelingen, men ikke så mange andre steder, forekom det mig. Så disillusioneret over, at de flotte principper i praksis dækkede over en smålunken konservatisme uden snert af radikalitet samt over de stramninger på udlændingeområdet, som DRV i samarbejde med Socialdemokratiet indførte, da de sad i regering, tog jeg mit gode tøj og gik. Og forslag som ovenforstående fra Dybkjær-kvinden gør, at jeg glæder mig over, at jeg gjorde det.

Speaking of liberalisme, så har dagens Politiken endnu en artikel, jeg har lyst at kommentere: det er vel efterhånden gået op for alle og enhver, at Venstre - Danmarks Liberale Parti er liberalt på samme måde som det ligger til venstre - that is: not at all. Fogh skrev jo ganske vist den der minimalstatsbog, men det mente han da vist ikke alligevel - i hvert fald blev han beredvilligt socialdemokrat for at få statsministerposten. Det er imidlertid endeligt blevet for meget for de liberale i partiet, der nu truer med at bryde ud og danne et selvstændigt parti. Se dét ville være en spændende udvikling i dansk politik. Ikke bare vil der komme fokus på, hvor hykleriske de siddende "liberale" er (fx har de stemt imod ethvert forslag om at give lesbiske lov til at blive inseminerede ...), men det kunne også skabe en bredere opbakning om en lang række liberale mærkesager som nævnt ovenfor. Lad os nu se ...

In other news:
  • Jeg linkede for et par dage siden til en artikel om abers adfærd. Nyheden findes lidt bedre beskrevet i Nature.
  • Jeg var inde at se Vera Drake her til aften. Rigtig god, men meget sørgelig film.
  • Og så havde vi konstituerende generalforsamling i Fagråd for Religionsvidenskab her i morges, hvor jeg havde gjort mig forhåbninger om at kunne slippe af med min post som kasserer. Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Vi var kun fire, der mødte op, og vi skulle være fem for at være beslutningsdygtige, så tough luck. Det står dårligt til med engagementet ...

Ingen kommentarer: