I wish I was a punk rocker.

2005-01-30

Grimms lov

Jeg er til min store ærgrelse faldet over et problem, jeg ikke umiddelbart kan finde en løsning på, hvilket bereder mig store vånder.

Det er, som I måske ved, tilfældet, at sprog alt overvejende ændrer sig ganske regelmæssigt efter bestemte lydlove, således svarer latinsk (og indoeuropæisk) d i forlyd f.eks. til dansk t, fx latin dent- ("tand") til dansk tand, latin domo ("underlægge sig, tæmme") til dansk tæmme og latin duo ("to") til dansk to. Dette er en følge af en generel lydlov for de germanske sprog (hvortil dansk hører), der kaldes Grimms lov1, som siger, at indoeuropæisk *b/d/g bliver til germansk *p/t/k. Samme lov siger tillige, at indoeuropæisk *p/t/k bliver til germansk *f/θ/x (idet θ her er lyden i engelsk "thing" [θɪŋ] og x lyden i tysk "Buch" [bux]). Der gives visse regelmæssige undtagelser fra denne lov, som er formaliseret i den såkaldte Verners lov2, men derudover gælder den tilsyneladende absolut.

Og dog! For jeg er blevet opmærksom på, at den tilsyneladende ikke gælder ordet "op", der ellers skulle komme af indoeuropæisk *upó. Da den indoeuropæiske form altså har p, burde den germanske form følgelig have f. Men det har den ikke! Og det er pænt irriterende. Især fordi jeg ikke kan finde ud af, hvorfor den ikke har det. Det samme gør sig gældende for engelsk og en række andre germanske sprog - og når tysk fremviser f (nemlig i auf) skyldes det en senere lydforskydelse i oldhøjtysk - altså viser alle de germanske sprog, at protogermansk har haft *p, hvilket synes at stride mod Grimms lov. Jeg har rodet en masse bøger igennem for at finde en forklaring, men har ikke kunnet finde noget. Nuvel, jeg får ikke ro i sjælen i dag, men mon ikke jeg kan finde svaret på biblioteket i morgen.

1 Opkaldt efter Jacob Grimm, selv om den først blev opdaget af den store danske sprogforsker Rasmus Rask.
2 Opkaldt efter den danske sprogforsker Karl Verner.

Ingen kommentarer: